Moses

Moses, år ? f.Kr.- år ? f.Kr.

Igennem ild og vand og ørken til Loven

Når det drejer sig om religion, kan det være vanskeligt at afgøre, hvad der har en kerne af historisk sandhed, og hvad der er myte, sagn og legende. Ofte fletter de sig ind i hinanden. Der er nok ingen håndfaste beviser på, at Moses faktisk har eksisteret, og årstal er da helt uden for rækkevidde. Det anses heller ikke for bevist, at israelitterne faktisk har været til stede i faraonernes Egypten, selv om nogle arkæologiske fund kunne tyde på det.

Men nu antager vi, at denne Moses – på hebraisk Moshe – har levet. Så er han en helt afgørende skikkelse i jødernes monoteistiske religion, som også går under navnet den mosaiske tro. En slags igangsætter eller indstifter med en ganske særlig forbindelse til Gud. Han var den, der hentede De ti Bud, som Gud selv overlod ham på to stentavler, ned fra bjerget Sinai. Han vendte sit folk fra afgudsdyrkelse og skrev de fem Mosebøger, Torah'en, også kaldet Loven, før han efter fyrre år i ørkenen ledte dem til det hellige lands grænse og døde som 120-årig. Noget tyder ganske vist på, at der var flere forfattere til Torah'en, og bøgerne var nu nok snarere skriftruller. I synagogerne opbevarer man stadig skriftruller med de hellige tekster. Jødedommen er på godt og ondt en lovreligion, men teksterne er til diskussion og stadig fortolkning, i hvert fald for flertallet.

Eftersom religion udgør en stor del af selve fundamentet, som en kultur og en civilisation bygges på sten for sten, og eftersom den jødiske kultur har sat sig utallige blivende spor i verden, må denne Moses' bidrag til verden regnes blandt de meget betydningsfulde.

Det begyndte ellers, ifølge overleveringen, ret beskedent for ham. Jøderne, eller israelitterne, levede i hårdt slaveri i Egypten, og mange af deres sønner blev dræbt. For at undgå den skæbne for den lille Moses, lagde hans mor ham i en sivkurv og satte ham ud på Nilen til en uvis skæbne. Faraos datter fandt ham mirakuløst, gav ham navnet ”trukket op af van-det”: Moses. Hun adopterede ham, så han selv voksede op i gode kår. Men han var oprørt over sit folks uretfærdige vilkår. Gud valgte ham - og viste det med en brændende torne-busk - som sit redskab til at føre jøderne ud af Egypten, men Moses følte sig ikke værdig og prøvede ihærdigt at undslå sig. Han fik dog ikke lov til at slippe for opgaven, som bl.a. indebar at påføre egypterne de ti plager, med hjælp ovenfra.

Med den tiende plage, alle førstefødtes død, opgav Farao sin modstand mod udvandringen, og Moses førte sit folk af sted mod Det røde Hav. I mellemtiden fortrød Farao og satte efter israelitterne med sin hær. Moses løftede sin magiske stav og fik igen afgørende hjælp oven-fra: Vandene delte sig, så folket kunne gå tørskoet over, hvorimod de forfølgende egyptere druknede ynkeligt, da vandmasserne slog sammen over dem.

Så er det, at Moses ad to omgange – der er et lille mellemspil med guldkalven, der gør ham så rasende, at han smadrer stentavlerne – får givet De ti Bud på Sinaibjerget, hvor han er ansigt til ansigt med Gud. Derved får hans ansigt en stråleglans, som er for meget for al-mindelige dødelige, så han må tildække sit ansigt i andres nærvær. Det kan man kalde en beskrivelse af en personlighed med en stærk, stærk udstråling, som man også tiltror evnen til at lede, måske ligefrem skabe, et levedygtigt folk og sætte store gerninger i værk, som vil give genlyd så længe, der er mennesker tilbage til at fortælle om dem.

Og det er gjort klart for enhver med en smule fatteevne, at jøderne virkelig er et folk, et særligt folk, der med Guds bevågenhed har over- og gennemlevet en dramatisk historie og sammen er gået gennem tykt og tyndt, ild og vand. Der har været store sejre og gigantiske nederlag, gode tider og hårde prøvelser. Men det fremgår af fortællingerne, at jøderne har klaret sig igennem alt, hvad skæbnen og deres egen storhed og fald, deres fejltrin og forglemmelser har nedkaldt over deres hoveder. Hvis man vil, kan man nok også læse ind i beretningerne, at de kan og skal blive ved med at klare sig, hvis de holder fast i det, de bør vide, og holder fast i traditionen og forfædrenes værdier.

Hvis Moses i virkeligheden ikke var én, men mange kunstnere, fortællere, prædikere, litterater, redaktører, præster osv., som gav deres bidrag, sammenskrev og samlede skrifterne igennem fem århundreder, så var resultatet stadig jøders værk, dog er de navnløse for eftertiden. De har efterladt et vidnesbyrd om en længe før år nul, altså Kristi fødsel, etableret og intellektuelt avanceret kultur med en skriftlig tradition. Og har været med til at give jøder og kristne nogle fridage i form at påsken, som fejres hvert år for at mindes dels den legendariske udvandring fra Egypten, Exodus, dels Jesu død og opstandelse.

Blandt genier og andet godtfolk

Jødisk Informationscenter har fået lov til at bringe et uddrag af bogen Blandt genier og andet godtfolk - 100 fascinerende jødiske liv af Jens Chr. Abildskov. Den indeholder, som titlen antyder, mini-biografier af 100 jødiske personligheder, som op igennem historien i deres livsgerning har givet noget til verden, som er af væsentlig betydning for mange, for ikke at sige for verden i det hele taget. Det er en ikke-jødes sympatiserende men ikke enøjede blik på det forunderlige lille folk, som af en eller anden eller af flere grunde har været i stand til at sætte sig spor langt, langt ud over, hvad deres beskedne antal skulle tilsige, det være sig inden for kunst, tænkning, videnskab, opfindelser og meget andet.