Jødiske navne
Meget identitet ligger i vores navne. Vi har alle mindst ét fornavn og ét efternavn. Fornavnet er unikt og henviser specifikt til os hver især, mens vores efternavn er mere generelt og henviser til vores slægt, hvor vi kommer fra. I denne artikel kan du læse om, hvordan den jødiske navngivning har ændret sig, hvordan lokalkultur har spiller ind, og hvorfor nogle jøder har to navne, et borgerligt og et hebraisk.
At jøder har moderne efternavne, er et relativt nyt fænomen. Sefardiske jøder begyndte at tage efternavne mellem det 11. og 15. århundrede. Særligt efter den Spanske Inkvisition og udvisningen af jøder fra Spanien blev det vigtigt for sefardiske jøder at bibeholde deres familiebånd. Det var derimod først i 1787 at ashkenaziske jøder blev pålagt at tage et fast efternavn, så de kunne registreres som borgere.
Historisk har jøder nemlig haft patronymer, ligesom det er kutyme på Island i dag. Det vil sige, at deres fornavn blev efterfulgt af et "ben-" eller "bat-" (søn af eller datter af) og så deres faders navn. Levi ben Gershon betyder derfor Levi søn af Gershon.
Men selvfølgelig er der undtagelser. For rigtigt mange jøder har været kaldt efter deres profession. Efterkommere af højestepræsterne hedder ofte Kohen, Cohen, Cohn, Kahane eller lignende, mens efterkommere af hjælpepræsterne ofte har navne som Levi, Lőwy, Levin, Levinsky osv.
Kommer man fra en familie af synagogeforstandere, kan man hedde Gabbai eller Shulman. Har man en forfader, der var Tora-skriver, kan man hedde Sofer. Er man efterkommer fra en synagogesanger, kan man hedde Hazzan, Kantor eller Voorsanger, og er man efterkommer af den menighedstjener, som hver morgen bankede på de troendes døre eller vinduer for at vække dem til morgenbøn, kan man hedder Klemperer eller Klopfer.
Et borgerligt og et jødisk navn
I Biblen er der 2800 personnavne. De fleste er hebraiske og har en betydning. Adam betyder for eksempel ’menneske’, Abraham betyder ’far til mange folkeslag’ og Rafael betyder ’Gud heler’.
Men både under det babylonske eksil (586-516 fvt) og under hellenismen (336-31 fvt.) er der utallige eksempler på, at jøder tog aramæiske (Abba, Huna, Papa eller Ulla) eller græske navne (Alexander, Jason, Antipater).
Særligt i Amerika og Vest- og Nordeuropa har der været en stor tendens til, at jøder tog lokale navne, som de brugte til hverdag og i borgerlige anliggender. Man kalder på hebræisk disse navne for kinnui’im (kælenavne). Mange vil samtidig have et jødisk navn (shem ha-kodesh), som bruges i religiøse sammenhænge, f.eks. i bryllupskontrakten eller når en person kaldes op til læsning af Toraen.
Den lokale kulturs betydning
Den lokale kultur, hvor jøder har boet, har spillet en stor rolle i de navne og den måde at have navne, man har gjort brug af.
Mizrahim
Iblandt arabisktalende jøder fra Mellemøsten og Nordafrika - de såkaldte mizrahim - har det været normalt at udskifte hebraiske navne med et ensbetydende arabisk navn. Abraham bliver således til Ibraham, Aharon til Haroun, David til Daoud, Moshe til Musa og Shlomo til Suliman. I stedet for det hebraiske ’ben', som betyder ’søn af’, blev det arabiske ’ibn’ brugt, som det kendes fra den store rabbiner Moshe ben Maimon, der selv brugte navnet Musa ibn Maimun.
Modsat ashkenaziske jøder er det ligeledes kutyme for, at mizrahi-jøder opkalder deres børn efter levende familiemedlemmer, for eksempel en bedstefar eller -mor.
Sefardim
De sefardiske jøder begyndte at tage efternavne mellem det 11. og 15. århundrede. Det tog særligt fart efter den Spanske Inkvisition og udvisningen fra Spanien, hvor det blev vigtigt for sefardiske jøder at bibeholde deres familiebånd.
Mange sefardiske jøder tog navne efter steder i Spanien, Portugal eller Italien, hvor de havde boet eller bosatte sig. Det kunne være navne som Alcala, Bejar, Servilla, Todela, Fonseca, Milan, del Monte osv. Nogle oversatte deres hebraiske navne til spansk så chen (nåde) blev til Gracia, Chaim (liv) blev til de Vidas eller Vidall, Ze’ev (ulv) blev til Lopez eller Lobes, og Shalom (fred) blev til de Paz.
Ashkenazim
Central- og Østeuropæiske jøder udviklede op gennem middelalderen det tyskjødiske sprog jiddisch, som havde en særlig udtalelse af de hebraiske navne. Abraham udtales på jiddisch Avrohom, Jakob er Jankel, Jonathan er Jonoson og Menachem udtales Mendel. På jiddisch opstod der også særlige navne som pigenavnene Golde, Fruma og Shayna og drengenavnene som Zalman, Herschel og Fievel.
Det har været særligt populært at bruge Jakobs velsignelse af sine tolv sønner i Biblen (1. Mos. 49:1-27) til at gøre et hebraisk navn gangbart i det borgerlige liv.
I Jakobs velsignelse sammenligner han sønnen Judah med en løve, Naftali med et dådyr, Benjamin med en ulv. Således blev Judah til Loeb eller Löwe, Naftali til Hirsch, Benjamin til Wolf.
I 1780'erne udstedte Habsburg-kongen Josef II en række tolerancedekreter, som gav jøder i hans rige rettigheder. I samme omgang blev det bestemt, at jøder i Østrig-Ungarn skulle tage sig et efternavn. Dette spredte sig hurtigt til resten af Europa.
En del jøder tog navne efter de byer, lande eller områder de eller deres forfædre kom fra, som det kendes fra navne som Posner, Berliner, Elsass, Oppenheimer og Kracauer.
Andre tog navne efter deres erhverv såsom Kauffmann (købmand), Brauer (brygger), Schuster (skomager) Schneider (skrædder) eller Wechsler (veksler). Nogle jøder kunne købe sig til flotte navne efter ædelsten, metaller, træer og blomster, som vi kender det fra navn som Rosenzweig, Lillenblum, Rubinstein, Diamant og Goldberg. Det gjaldt generelt, at jo finere metal eller sten, des dyrere var navnet.