Erindringskultur

Erindringen om Holocaust, eller Shoah, som er det hebraiske ord, fylder meget i jødisk kultur i dag. I de første årtier efter 2. Verdenskrig blev erindringerne om traumatiske oplevelser stort set ikke italesat offentligt, og også blandt jøder ønskede man at se fremad, ikke tilbage. I Danmark, hvor de fleste jøder blev reddet til Sverige i oktober 1943, var der en udpræget følelse af taknemmelighed over for det danske samfund som helhed og i forhold til resten af Europa, hvor jødiske samfund blev udslettet, og kun et lille mindretal overlevede. Denne følelse var med til at lægge låg på historien, men efterhånden som de overlevendes børn og børnebørn voksede op, skiftede holdningen, og behovet for at kende historien og historierne blev udtalt.

Både indenfor og udenfor de jødiske samfund er interessen for Shoah stor. Men mens det for flertallet af befolkningen er en enkel, omend vigtig, del af historien om 2. Verdenskrig, er det for jøder kernen i historien. Fokus ligger dels på dokumentation og historisk forskning, dels på at bevare mindet om de døde. Rejser til tidligere koncentrationslejre, foredrag, mindedage, erindringsbøger og udstillinger er med til at holde erindringen i live. Ritualer ved mindehøjtideligheder varierer, men de indeholder næsten altid lystænding, kaddish og oplæsning af navne på omkomne. Især det sidste er vigtigt for mange jøder, der sjældent tænker på Shoah som folkedrab i generaliseret form, men derimod på enkelte mennesker, deres egne slægtninge eller bekendtes familier. En fælles mindehøjtidelighed, som den der afholdes én gang om året i Københavns Synagoge, er især vigtig, fordi efterlevende sjældent kan mindes de døde ved jahrzeit, eftersom den egentlige dato ikke er bekendt, og der heller ikke er et gravsted, de kan besøge.

Selv om det kan virke overvældende, at Shoah fylder så meget i dag, skal det skal ses i lyset af den jødiske kulturs tradition for erindring. At genopleve historien ved fælles ritualer og at holde erindringen aktuel ved højtideligheder følger et klassisk jødisk mønster. I fejringen af Pesach er omdrejningspunktet buddet om at videregive fortællingen om slaveriet i Egypten til den næste generation. En af de vigtigste fastedage i året kaldes Tish Beav – navnet er den jødiske dato for den dag, da det Andet Tempel i Jerusalem blev brændt ned i år 70 e.v.t. Faktisk markerer datoen også mindedagen for det første tempels ødelæggelse og flere andre ulykker i jødisk historie, bl.a. dagen, hvor de sidste jøder blev uddrevet fra Spanien af inkvisitionen i 1492. Men selvom begivenhederne ligger tusinder af år tilbage i tiden, tilbringer ortotokse jøder over hele verden hvert år dagen fastende, siddende på lave skamler i en mørklagt synagoge, hvor de beder klagebønner. På den baggrund undrer det ikke, at mindet om Shoah holdes aktivt i live. Samtidig er det en historisk nødvendighed: Det er bekvemt at mene, at Holocaust gik ud over jøder og andre minoriteter og udsatte grupper. Men folkemordet midt i Europa i det 20. århundrede er ikke et jødisk problem, det er et menneskeligt problem.

For nogle jøder opfylder den omfattende erindringskultur hele deres behov for at udtrykke deres jødiske identitet: De vedbliver at være jøder, udelukkende fordi deres forældre eller bedsteforældre blev frakendt retten til at leve, fordi de var jøder. De er så at sige jøder på trods. For andre er det svært at forholde sig til en form for jødedom, der synes kun at leve i fortiden. Men for alle europæiske jøder indebærer Shoah et så fundamentalt afbræk i historien, at intet er helt det samme som før.