Advarslen
Arne Melchior var knapt 19 år gammel i september 1943, da hans far rabbiner Marcus Melchior fik meddelelse om, at nazisterne snarest ville arrestere alle jøder i Danmark. Overrabbiner Max Friediger var interneret i Horserødlejren, så det var Marcus Melchior, der skulle lede gudstjenesterne under det forestående Nytår. Nu gjaldt det i stedet om at få advaret så mange som muligt.
Om aftenen den 28. september 1943, kort før udgangsforbuddet trådte i kraft, ringede det på døren hos mine forældre. Udenfor stod en ung kvinde. Hun var sekretær for Alsing Andersens, et højtstående medlem af Socialdemokratiets ledelse, med hilsen fra Hans Hedtoft og H.C. Hansen, at meddele min far, at der denne gang ikke var tale om et rygte men om en forestående aktion. Denne gang var det alvor.
Som mange, men måske ikke alle ved, var det den tyske diplomat, skibsfartsattacheen Georg Ferdinand Duckwitz, der havde givet advarslen, og den stod derfor desværre til troende. Det blev nu min fars opgave at sørge for, at denne advarsel kom videre til så mange som muligt.
Næste morgen kl. 05.30 cyklede min far og jeg gennem byen fra Forchhammersvej på Frederiksberg til Synagogen i Krystalgade. I Skt. Peder Stræde mødte vi en mælkedreng, der bragte morgenbrød og mælk ud, mens han gik og fløjtede. Og min far sagde til mig fra sin cykel: ”Tænk, at nogen kan fløjte og være glad sådan en morgen”.
Det var en særlig og velbesøgt gudstjeneste, og på trods af det meget tidlige tidspunkt var mere end 100 mennesker forsamlet i Synagogen, idet det jødiske nytår skulle indledes samme aften. På et tidspunkt gik min far op på Bima’en og afbrød gudstjenesten for at fortælle, hvad der nu var nært forestående. Han opfordrede dem, der var til stede, til at ile hjem og skynde sig at give advarslen videre til alle de kendte – familie, slægtninge, venner – og bede dem fortælle det videre, sådan at advarslen den formiddag spredtes med lynets hast.
Da vi selv kom hjem sendte min mor og far min lillesøster Hilde, min lillebror Bent og mig selv af sted på cykler, rundt til forskellige adresser, de i en fart havde skrevet op, på mennesker, som min far kunne huske ikke havde været til stede ved gudstjenesten om morgenen, så de også kunne blive advaret.
Imens ringede min far også rundt til en hel del, samtidig med at han måtte forsøge at finde et opholdssted for de seks personer, vi var i familien. Min ældste bror, Werner David, var allerede nogle uger forinden taget til Sverige, så det var min far, min mor og fire hjemmeboende børn, der skulle findes et skjulested til.