Historie

Erindringskulturen om Holocaust har ændret sig gennem historien efter 2. verdenskrig.

Med "Anordningen af 1814" fik jøderne i Danmark fulde rettigheder - næsten. Der var stadig områder, hvor kongeriget ikke kunne tillade fremmede og ikke-kristne borgere at komme til, og jøderne måtte på deres side give afkald på en vis selvstændighed. Anordningen var dog et stort skridt på vejen til fuldt medborgerskab.

I 1600 – og 1700-tallet måtte jøder og andre af en anderledes tro end den lutherske ikke frit slå sig ned i Danmark, hvor de havde lyst – man skulle have en særlig tilladelse. I 1600-tallet havde kongen og myndighederne givet tilladelse til, at jøder kunne få lov at bo i København, Fredericia, Nakskov og visse byer i Slesvig-Holsten, f.eks. Glückstadt og Altona.

Indtil begyndelsen af 1800-tallet var jøder i Danmark ikke ligestillede borgere. På mange måder levede de som en stat i staten. Anordningen fra 1814 er en vigtig kilde i Danmarks integrationshistorie. Det er et spændende juridisk dokument, der viser hvordan datiden så på jøderne og hvordan kongen ønskede, at de skulle tage del i samfundet.

En hofjøde var en jøde, der var tilknyttet eller ligefrem ansat ved et hof som rådgiver i finansielle spørgsmål.

Jøder ser ud, opfører sig og lever ligeså forskelligt, som alle andre mennesker. I flere tusinde år har det jødiske folk været spredt over hele jorden, og de har i stor udstrækning formået at integrere det omgivende samfunds vaner med de traditionelle jødiske.