Propagandafilm

Jeg var 14 år i sensommeren 1944, da jeg blev udkommanderet til at deltage i optagelsen af en propagandafilm, der skulle vise, hvor godt vi havde det i Theresienstadt.

Før filmoptagelserne gik i gang, havde Røde Kors besøgt Theresienstadt. Og i den forbindelse var ghettoen blevet pudset op. Husene var blevet malet, i de tomme forretningerne var der blevet fyldt varer op, på bypladsen blev der plantet roser og bygget en musikpavillon. Man havde bygget børnehaver og masser af senge til et hospital. Man sørgede for, at danskerne kom til at bo sammen, selv om vi ikke havde boet sammen før – i værelser med gardiner og potteplanter.

Kort før besøget fandt sted, blev danskerne kaldt sammen, og der blev sagt, at hvis nogen sagde noget ufordelagtigt, så ville de gå i transport. Det vidste man godt, hvad betød …

Den dag besøget fandt sted, fik vi meget bedre mad end ellers – der var steg, og vi fik endda salatagurker til. Røde Kors-delegationen kom altså og blev vist rundt i Theresienstadt. Hvis de havde lagt en hånd på én af murene, ville de have set, at den stadig smittede af. Hvis de havde duftet til det træ, som de forskellige ting var lavet af, ville de have duftet, at det var helt frisk træ. Men det gjorde de ikke.

Der blev så skrevet rapport om besøget – at vi havde det godt dernede. Alt er jo relativt.

Efter Røde Kors-besøget skulle der så laves en propagandafilm om Theresienstadt. Den tysk-jødiske instruktør Kurt Gerron, der selv var fange, blev kommanderet til at lave drejebogen til denne propagandafilm. Mit arbejde bestod i at bære kabler og holde lys. Det var meget ubehageligt at være med til. Vi var rundt utroligt mange steder for at filme. Blandt andet var vi ude i skotøjsbarakken, hvor jeg stod med noget lys, da SS-manden sagde “Giv mig det lys. Du skal sætte dig derned og gøre som de andre – der mangler en mand”.

Det gjorde jeg. Efter vi havde filmet i kort tid, skulle vi rejse os op og gå ud af barakken. Jeg var den eneste, der ikke havde skødeskind på – alle andre havde skødeskind. Og idet vi gik ud, faldt det mig så komisk, at jeg drejede mit hoved væk. Det stykke film er blandt de filmklip, man senere har fundet – så det findes i dag.

Det var ikke altid lige sjovt. Vi skulle optage en scene med en professor, som stod og arbejdede med en figur. Mens vi var derinde, og jeg stod og holdt lys, var der en af kamerafolkene – de var ikke jøder og kom fra Prag – der spurgte Kurt Gerron om noget. Så begyndte en SS-mand at råbe: “Du skal ikke spørge det jødesvin om noget, du skal spørge mig.”

Vi filmede også lige uden for Theresienstadt, hvor der lå et mægtigt haveparti, dvs. på filmen skulle det ligne kolonihaver, og der gik en masse jøder derude og passede haverne. I virkeligheden gik de grøntsager, der blev dyrket dér, til nazisterne. Og de mennesker, som passede haverne, fik besked på, at hvis de tog så meget som en stump af det, ville de komme med i transport.

Da filmen var færdigoptaget, afgik flere store transporter til Auschwitz. Størstedelen af de fanger, der havde medvirket i filmen, blev sendt i transport. Kurt Gerron troede til det sidste, at han skulle få lov at blive. Men jeg var med ude ved transporterne, da han skulle af sted. Han gik hen til kommandanten, Obersturmführer Rahm, og spurgte, om han ikke kunne få lov at blive. Rahm pegede fremad med fingeren og sagde: “Weitergehen, weitergehen!”