Sult

Sult betyder ifølge ordbogen: utilstrækkelig næringstilførsel i lang tid. At være sulten kan man kalde for at være hungrig, man kan være brødflov, hundesulten, skrupsulten, så sulten at tarmene skriger. Det var vores betingelser i Theresienstadt.

Mad var der ikke meget af, mad var en mangelvare. Der fandtes nogle store fælleskøkkener i kasernerne, og hvert køkken lavede mad til 5-6.000 personer. Vi fik udleveret et madkort inddelt i 31 tern, og hver lille firkant var inddelt i tre dele. Det lignede de rationeringskort, vi havde under krigen.

Tre gange om dagen fik vi udleveret mad, tre gange hver dag måtte vi stille os i kø. Køerne var lange, og vi stod der i al slags vejr. Af og til kunne man vente en time eller mere. Køen bevægede sig langsomt fremad, og til sidst kom man frem til udleveringsskranken, hvor man afleverede kortet til en vagt, som klippede det lille stykke af, der modsvarede det aktuelle måltid. Man havde en gammel gryde eller et gammelt fad med som man strakte frem, og så blev der hældt mad op.

Om morgenen fik vi såkaldt kaffe, der lignede opvaskevand, måske var den kogt på bark. Om middagen fik vi noget ekstraktsuppe – det så ikke så appetitligt ud: Kartofler, delvist rådne, måske 5-10 gram kød eller graupen, en slags byggryn eller noget, som kaldtes for hasché, lavet af brusk og ben. Om aftenen såkaldt kaffe igen eller kartoffelsuppe. Maden indeholdt langtfra tilstrækkelig næring. Mærkeligt nok duftede det godt i nærheden af køkkenerne, og hvis man kom forbi, så kunne man stå og snuse og fantasere og drømme ligesom manden på risten.

I de fleste beboelser var der små kakkelovne, og vi samlede pinde og træ, hvis vi kunne få fat i det eller kulstykker, som lå på jernbanesporet, og så fyrede vi. Når det var rigtig godt varmt, så ristede vi kartoffelskræller – og dengang smagte det faktisk godt. Hvis vi havde noget brød, kunne man riste det på siden af den lille ovn. Hver uge fik man ca. 40 gram margarine og 70 gram sukker – det svarer til et par spiseskefulde. Vi fik også et kilo brød, og det skulle vare i tre dage, hvilket det aldrig gjorde.

Vi var sultne – og når man er sulten, så tænker man kun på mad. Man taler om mad, man tænker på mad, man til og med drømmer om mad. I Theresienstadt var der mange børn, og man ville sørge godt for børnene, så godt man kunne. Af og til var der mælk, og den gav man først og fremmest børnene. Efter børnene havde fået mælk, så blev den fortyndet. Der var sikkert nogen i køkkenet, som tog sig et glas mælk og hældte vand i, for at man ikke skulle opdage det, og så var der en til, der tog et glas mælk, og så kom der endnu mere vand i. Så når vi endelig fik mælken, så var det en lyseblå væske, der overhovedet ikke havde noget med mælk at gøre.

En gang om måneden fik vi udleveret postkort, som vi skulle skrive hjem til venner og bekendte i Danmark og familien i Sverige. Vi skulle skrive på tysk, og man måtte bare skrive 30 ord. Der var vældigt mange, som ville gøre familien og vennerne opmærksomme på, at vi sultede, så de skrev hilsener. Hilsen til slagteren eller hilsen til bageren eller til Irma derhjemme.

Og nogen skrev, at de havde læst romanen Sult af Knut Hamsun. På alle måder ville de gøre opmærksom på, hvordan vi havde det. Man måtte ikke skrive noget negativt, for postkortene skulle selvfølgelig igennem censuren.

På grund af underernæring havde vi ingen modstandskraft. Der var megen sygdom i Theresienstadt, og dødeligheden var høj. Der var dygtige læger fra hele Europa, men der var ingen medicin. Min far blev syg i begyndelsen af december 1943, han blev indlagt på det, der kaldtes Krankenstube, altså et rum, det kunne være en tidligere forretning eller kontor, hvor der var ansat læger. Han blev svagere og svagere, og til sidst måtte jeg ikke besøge ham for min mor. Hun ønskede ikke, at jeg skulle se ham som en muselmand. Han døde den 15. februar 1944 lige efter at være fyldt 49 år.

De, som havde hårdt arbejde, og de, som havde haft en svær sygdom, kunne få en ekstra tildeling af mad, såkaldt Zusats-tillæg, som var et særligt tidsbegrænset ekstra kort, som skulle afleveres igen.

Min bror Mænni havde været syg, og for at komme sig og kunne arbejde igen fik han et sådant tidsbegrænset tillægsmadkort. Men han afleverede det ikke til tiden, som han skulle. Han fortsatte med at hente mad på tillægskortet, og det blev selvfølgelig opdaget. Han blev dømt for sin ”forbrydelse”, og dommen lød på ti dage i det jødiske fængsel. Der var mange i det fængsel, og min bror kunne have minjan, hvor han kunne sige kaddish for vores far – i fængslet. Min bror Daniel var udlært gartner, og han kom til at arbejde i landbruget. Landbruget var delvis uden for Theresienstadt, og alt som dyrkedes gik til tyskerne.

Arbejderne gik ud i hold og var stærkt bevogtede. At smugle noget ind i Theresienstadt var strengt forbudt. Min bror smuglede alligevel noget med ind – en gulerod, som han gemte i bukserne, en tomat gemt i hans jakke. Han var meget heldig, for det blev aldrig opdaget.

Rundt omkring Theresienstadt var der høje fæstningsvolde og under dem, voldgrave uden vand. Det var tilladt at opholde sig på nogle af voldene, og der var Daniel engang sammen med en kammerat, en chaluz fra Danmark. De så et pæretræ med modne pærer, og de kunne selvfølgelig ikke holde sig fra det, så de plukkede pærer. Men nedenfor i Theresienstadt kom en tysk soldat, som hørte, at det puslede deroppe på volden. Han affyrede et skud og råbte, at de skulle komme ned. Det turde de selvfølgelig ikke, men de hoppede ned på den anden side, uden for Theresienstadt langt, langt ned i krat og buske.

Min bror Daniel kom heldigt fra det, han blev revet og slog sig blå og gul, men kammeraten brækkede et ben og fik efterfølgende lungebetændelse, da han måtte blive liggende til det blev mørkt, og de andre kunne hente ham på en båre og smugle ham ind i Theresienstadt og på sygehuset.

I marts 1944 skete det store vidunder. Der kom en pakke fra Danmark via dansk Røde Kors til en dansker, og hvor var vi misundelige, da vi hørte det. Lidt senere på året begyndte der regelmæssigt at komme pakker til os fra Danmark og desuden af og til en pakke fra Sverige via svensk Røde Kors. Indholdet var bl.a. sukker, smør, ost, bouillonterninger, knækbrød, spegepølse, havregryn, sæbe, og hvad der var meget vigtigt, vitaminpiller. Vitaminpillerne var blevet specielt fremstillet til os med alle de vitaminer og mineraler, vi havde brug for.

Afsenderne var privatpersoner. Det måtte ikke være en forening eller organisation, som stod som afsendere, selv om forsendelserne var organiseret af Præsternes Uofficielle Forening. På mine pakker var det min jævnaldrende veninde Kamma, som stod som afsender. Hun havde tidligere sendt mig en pakke med brugt, varmt tøj, som hun havde samlet ind blandt kammerater, og med lidt hygiejneartikler og lidt sygrej. Det kom godt tilpas, for vi havde jo ingenting.

Da vi kom hjem, fik vi at vide, at præsten i Hans Tausens Kirke på Islands Brygge, han hed Fritz Lerche, havde sørget for, at der i de pakker til os, ikke var blandet flæskekød i spegepølserne, for han vidste, at vi var en religiøs familie.

Pakkerne kom regelmæssigt. Vi kunne godt se, når der var blevet stjålet noget undervejs. I de andre fangers øjne var vi meget “rige”. Vi delte selvfølgelig ud til vore ikke-danske venner – et lille stykke smør til én, et stykke ost til en anden, og det var meget, meget velkomment. Vi blev så “rige”, at vi kunne bytte os til noget, som vi manglede. Til eksempel et stykke smør for et gammelt dynebetræk, og af det dynebetræk kunne min søster Judith sy en nederdel til mig. Syet i hånden. Jeg er sikker på, at uden disse madpakker så havde vi ikke været så mange, som havde overlevet helvedet i Theresienstadt.