Snydt, og hjulpet igen

Mine forældre havde til at begynde med ingen ide om, hvad de skulle gøre, og de besluttede derfor at indrette vores pulterkammer på loftet som skjulested, i hvert fald for den første nat. Vi ryddede op, så godt vi kunne, så der blev mere plads. Der var vistnok én seng deroppe til os alle fire – mine forældre, min søster og mig. Vi fik ikke sovet meget den nat, men havde i hvert fald et skjulested, indtil vi kunne kontakte nogen, der kunne skaffe os et bedre sted.

Den første, mine forældre kontaktede, var en bagermester, der boede og havde sin butik i samme ejendom som vi. Mine forældre kendte ham, fordi de var kunder i bagerbutikken. Han havde et lille værelse til sine døtre, men det frigjorde han, og der boede vi så de første dage.

Efter et par dage sagde han, at han kendte en mand, som kunne hjælpe os med at komme over til Sverige. Desværre viste det sig, at denne mand, som bagermesteren troede hørte til de gode danskere, der ville hjælpe jødiske flygtninge til Sverige, i virkeligheden ikke var så god. Der var lavet en aftale om, at vi skulle mødes med manden på Snekkersten station. Han ville have en avis under armen som et tegn, vi kunne kende ham på, og vi skulle så bare følge ham, så skulle han nok sørge for resten.

Men min far skulle aflevere et beløb, jeg tror det var 4.000-5.000 kroner. Så mange penge havde min far ikke, men bagermesteren var så venlig at tilbyde at give pant for min fars guldur – jeg husker, at det var 500 kroner, hvilket var mange penge – og på forskellig måde lykkedes det at skaffe resten af beløbet.

Nu troede min far, at alt var i orden: Pengene var der, og vi ville blive hjulpet. Vi tog så af sted. Vi måtte ikke tage kufferter med, for det skulle jo se naturligt ud, så i stedet fik vi hver tre par underbukser på, tre undertrøjer, to par strømper osv. Så meget tøj som overhovedet muligt.

Vi vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske, men vi kørte med S-toget til Klampenborg og senere videre til Snekkersten, og på stationen stod så denne her mand, som vi regnede med ville hjælpe os. Han førte os til Snekkersten Kro – det var blevet mørkt nu og var alt sammen lidt skummelt og mystisk – og viste os ind på et værelse, hvor vi skulle sove.

Kort efter kaldte han min far ind på et andet værelse, og min mor, min søster og jeg var alene tilbage. Efter en halv times tid kom min far tilbage og fortalte, at manden havde lagt en revolver på bordet imellem dem og sagt, at hvis vi ikke kom frem med nogle flere penge, så skulle vi ikke regne med, at han kunne hjælpe. Og det betød jo nok, sagde min far, at de penge, som vi allerede havde betalt, var spildt.

Der sad vi så på kroen i Snekkersten og havde det rigtig skidt. Jeg tror ikke, vi fik sovet meget den nat, og næste morgen stod vi meget tidligt op. Min mor var selvfølgelig bekymret. For hvad skulle vi nu? Hvad ville dagen bringe? Vi ville bare se at komme væk fra kroen, for vi havde en fornemmelse af, at det var et væmmeligt sted at være. Der var ikke rigtig nogen hjælp at få – man kunne jo ikke gøre opmærksom på sig selv til nogen på kroen.

Hvad mine forældre egentlig havde tænkt sig at gøre, ved jeg ikke, men vi vandrede altså hen ad Strandvejen klokken fem om morgenen. Pludselig var der en dame, der var tidligt oppe og pudse vinduer, som fik øje på os. Ved et lykkeligt tilfælde var hun et menneske med gode hensigter, og hun sagde: ”Jamen, I kan da ikke gå derude, jeg kan jo se, I er på vej … Kom herind, så skal jeg nok prøve, om jeg kan hjælpe jer”.

Det var vores lykke. Hun kendte doktor Gersfelt, der var læge i området, og som hun vidste husede mange jøder, der ventede på at komme til Sverige. Han havde flere sommerhuse, hvor han kunne placere jødiske familier. Jeg tror, vi var gemt i et af hans sommerhuse i tre-fire dage, indtil vi endelig fik besked om, at der var mulighed for, at vi kunne komme over med en fiskerbåd.

Vi blev hentet og meget dramatisk kørt i en skraldebil – den var meget pæn indvendig – for at tyskerne ikke skulle opdage noget. Vi kørte igennem en skov til et opsamlingssted, hvor jeg tror, vi var 30-40 mennesker. Der hilste vi på en hr. Goldstein og en hr. Meyer, for pludselig kendte alle hinanden, og det gav os forhåbning om, at vi var i gode hænder.

Vi blev sat af ude i skoven, og det var helt mørkt. Der var vagter ude med lygter, og man skulle gå i små grupper, og så var der et lys, der signalerede, når man skulle gå frem. Flugthjælperne var bange for, at de helt små børn skulle begynde at græde, så børnene fik en indsprøjtning med noget beroligende, så man ikke skulle høre dem i skoven.

Da vi nåede ned til Strandvejen, var der andre vagter, og når der var samlet en gruppe, og der ikke kom tyske patruljer, vinkede de os over på den anden side af Strandvejen, ned mod vandet, hvor der lå en robåd, som sejlede os ud til en større fiskerbåd, vi kunne høre tøffe. Det var spændende! Desværre blev min familie spredt, og det var ikke sjovt. Min mor og jeg kom i én robåd og min søster og min far i en anden, men ude på fiskerkutteren mødtes vi igen, og i løbet af kort tid var vi alle sammen nede i kutterens lastrum.

Det var en stor kutter. Jeg vil gætte på, at vi var omkring hundrede mennesker dernede. Så begyndte motoren at tøffe, og hvor var vi glade – nu gik det over mod Sverige. Men da der var gået ca. tyve minutter, blev motoren sådan lidt afbrudt, den begyndte at hoste.

Jeg ved ikke, om det var mig selv, der oplevede det sådan, eller om jeg fornemmede det fra mine forældre, men jeg mindes noget om, at der blev sagt, ”nå der er nok tyske patruljer i farvandet og nu bliver vi taget” osv. Men efter at fiskerne havde rodet med motoren i et kvarter eller tyve minutter, kom der pludselig gang i den igen, og da der så var gået yderligere et stykke tid, så var der en – det var vistnok skipperen på kutteren – der åbnede lugen og sagde til os: ”Nu kan I godt komme op. ”

Vi var kommet over på den rigtige side af farvandsgrænsen og måtte komme op og se Sveriges lys. Nu så det for alvor ud som, at vi var på vej til at blive reddet. Det sidste tegn på, at der måske alligevel var noget galt var, da vi kom helt ind i havnen i Helsingborg, for der forekom det os, at det var tyske soldater, der stod på kajen. Det gav os lidt af et chok, og vi kiggede på hinanden: ”Er vi mon kommet rigtigt over, eller er vi tilbage i Danmark igen? ”

Men så var der nogle kloge mennesker, der sagde: ”Jamen, de svenske soldater har nogle uniformer, der ligner de tyske. Og da der så på svensk blev sagt ”Välkommen hit, välkommen hit”, så var vi ikke mere i tvivl om, at vi var på den rigtige side af Sundet.

Vi kunne kun takke for, at det var gået godt. Vi havde jo været så heldige, at vi kom over, selv om vi ikke havde flere penge til at betale fiskeren med. Doktor Gersfelt, som arrangerede vores flugt, gjorde det ikke for pengenes skyld, men fiskerne blev jo betalt. Så de flygtninge, der havde penge, de skulle betale. Og dem, der havde mange penge, de skulle betale meget, så de også betalte for dem, der ikke havde nogen. Vi var jo blandt dem, der ikke kunne betale, men vi var altså heldige at komme over alligevel, trods alt.