Sendt hjem

Efter vi havde været i Theresienstadt nogen tid, blev jeg en dag kaldt op til Kommandanturet, hvor jeg blev udspurgt, om jeg var gift med en dansker – altså en dansk ”arier”. Jeg vidste ikke hvorfor. Men en dag i januar 1944 blev jeg hentet fra mit arbejde ved Heiss-kolonnen, hvor vi skulle fyre i SS-kasernen.

Der var flere af mine bekendte, som kom hen og klappede mig på skulderen og sagde ”Dit heldige svin” og sådan noget. Hvorfor de troede, jeg skulle hjem, det ved jeg ikke – jeg var ikke selv klar over det. Vi var fem, som blev ført ind i en slags fængselscelle, hvor vi skulle overnatte. Der blev sat en spand med vand ind.

Foruden mig var der to damer, søstrene Schultz. Deres gamle mor skulle ikke med, så det var forfærdeligt. Der var også en hr. Grothen, en ældre mand i forhold til mig, jeg var lige fyldt 23. Og så var der Ingelise, en lille pige på 8 år, hendes mor var tvilling til min brors kone. Dem kendte jeg jo, og jeg havde lovet at tage mig af hende.

Næste dag blev vi hentet og kørt til toget. Første stop var Berlin, hvor vi skulle overnatte på et alderdomshjem. Der var to mænd på vej til Theresienstadt, som jeg kendte fra Danmark, og som jeg havde spillet kort med. Den ene af dem hed Moses Katznelson. Vi fik at vide, at de var dér af ham, der passede på os. Jeg fik lov at skrive en seddel, som han skulle give til dem, at de skulle hilse min far og mor og fortælle, at jeg var på vej hjem. På den måde fik mine forældre at vide, at jeg var på vej til Danmark.

Dagen efter gik rejsen videre med tog, og jeg tror vi sejlede med færgen fra Warnemünde til Gedser. Vi kom op på skibet og blev sat midt i spisesalen ved et stort rundt bord. Vi var dårligt klædt på og fik ikke spor at spise. Der var en tysker med os, en rigtig kraftig én, han sad i et hjørne og snakkede. Folk kom ind og skulle spise, men der var ikke flere pladser, og vi sad bare dér fem stykker uden noget som helst.

Vi havde fået en pose mad med, med noget pølse og sådan noget, som vi begyndte at spise af. Folk stirrede på os. Tjenerne kom og spurgte, om ikke vi skulle bestille noget at spise, og vi sagde, de skulle spørge ham tyskeren – men vi fik ikke noget. Vi havde jo ingen penge.

Så sejlede vi til Danmark. Jeg ved ikke, hvorfor vi gik alene fra skibet, men jeg husker det sådan, at vi i Gedser gik alene over skinnerne, og jeg mødte en mand, som jeg spurgte, om der havde været luftalarm. Jeg var jo nysgerrig efter at høre, hvordan det gik i Danmark. Vi gik hen til en station. Turen gik videre til København med tog, og på Hovedbanen blev vi hentet af en mand fra Udenrigsministeriet.

Det var spærretid, da vi ankom, for klokken var over otte om aftenen. Jeg kan huske, at vi fik 10 kr. hver – det var mange penge dengang. Så blev vi først kørt til Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus med ham fra Udenrigsministeriet. Vi skulle skrive under på, at vi ikke ville flygte til Sverige. Manden fra Udenrigsministeriet ventede på os, og jeg blev kørt hjem til Griffenfeldsgade, hvor min kone boede hos sine forældre. De blev jo overraskede, da jeg pludselig kom.

Det var min kone, der havde søgt om, at jeg skulle komme hjem, og det var helt utroligt, at det var lykkedes. Men det var selvfølgelig også lidt mærkeligt at være tilbage i Danmark, for pludselig var jeg alene, alle mine jødiske bekendte var væk. Enten i Sverige eller i Theresienstadt.

Nogle gange frygtede jeg, at jeg en dag ville blive taget igen, men jeg så ikke noget til tyskerne. Kun en enkelt gang, hvor jeg var hjemme og hilse på søstrene Schultz. Det var kort efter, vi var kommet hjem, og jeg kom gående på vejen, da der kom nogle tyskere. Jeg ville gå uden om, men jeg kom til at strejfe den ene, og så vendte han sig om og stak mig en på hovedet. Det var jo rent tilfældigt, jeg kom bare til at strejfe ham, men han har måske troet, det var med vilje.

Min kone og jeg fik en lejlighed på Hothers Plads. Den var til fremleje, for dem, der havde boet der, var i Sverige og skulle have den igen, når de kom hjem. Efter politiet blev taget i september 1944 under en luftalarm, lavede jeg en aftale med min overbo om, at når det var luftalarm, så gik vi derop og var dér, for ikke at være hjemme. Jeg tænkte, at hvis de kan tage politiet, så kan de jo også tage os. Jeg undrer mig stadig over, at jeg kom hjem, når nu jeg var jøde.