I Ravensbrück med et lille barn

Fra toget blev vi ført til Ravensbrück, en kvindelejr, hvor vi kom ind i et stort koldt og uhyggeligt lokale. Der sad en kvindelig oppasser med et stort sort sjal på. Hun blev ved med at råbe ”Tür zumachen, Tür zumachen!” Der var smadderkoldt, og alle lod døren stå åben.

Vi blev henvist til en bænk med udsigt til et stort lokale fyldt med brusere. Der sad vi natten igennem. Der var også to andre smådrenge, der var lidt ældre end Ib – det var en lang nat. Henad morgenstunden kom der én og kaldte på os og førte os ud af hallen til en stor gårdsplads med barakker og et hav af mennesker, pjaltede, sultne skeletter i stribede dragter og klippet helt skallede.

Jeg tænkte, hvad i alverden er det her for noget – er det rigtige mennesker? De opførte sig så mærkeligt, så ukultiveret og voldsomt. Nogle af dem havde ingen kræfter, de slæbte sig bare af sted. Det var en meget mærkværdig og skræmmende oplevelse at se alle de hårdt medtagne mennesker.

Vi blev lukket ind i et meget lille rum, og så ventede vi igen. Efter adskillige timer kom to kvindelige fanger slæbende med en stor emaljeret spand. Det dampede, varmt var det i hvert fald, og jeg tænkte, at det kunne være dejligt med noget hvidkålssuppe, for det kunne jeg så godt lide. Men det var roesuppe, og det hverken lugtede eller smagte særlig godt.

De to kvinder var meget ivrige efter at høre, hvad vi kunne fortælle om krigen, og hvad der var sket ude i verden, mens vi til gengæld var nysgerrige efter at vide, hvordan der var i lejren, og hvad det var for et sted, vi var kommet til.

De fortalte, at det var en koncentrationslejr for kvinder, og at vi endelig skulle sørge for at give børnene alt det tøj på, vi havde, ellers blev det stjålet. Der var varmt og lummert i det lille lokale og stakkels Ib, som jeg trak det ene sæt tøj oven på det andet på. Han kunne næsten ikke løfte armene, men man var jo nødt til at rette sig efter, hvad de sagde, de vidste jo, hvad det drejede sig om.

Efter mange timers venten blev der kaldt på os. Der var et fængsel i lejren, hvor vi blev installeret i nogle celler på første sal. Vi fik lov at have dem åbne, så vi kunne gå rundt hos hinanden. Hver dag kom der en fange med vores brød, eller hvad vi nu fik. Hun var sød og rar, men ellers så vi ikke rigtigt nogen.

Den ene dag gik som den anden, men ved juletid blev Ib syg. Jeg kunne mærke, at han havde feber, han rystede, og jeg spurgte hende, der kom med brødet, om ikke hun kunne sørge for, at der kom én og kiggede på ham. Så kom der en tysk sygeplejerske, som tog ham ved hånden og gik med ham. Jeg stod og kiggede efter dem, da de gik ned ad gangen, og jeg troede selvfølgelig, at jeg så ham, når han var blevet kigget på eller behandlet – men han kom ikke tilbage.

Så gik jeg og spekulerede over, hvor hun kunne være blevet af, hvad han fejlede, og hvornår jeg ville se ham igen. Kvinden, jeg delte celle med, kunne godt lide at høre historier, og jeg kunne godt lide at fortælle, så sådan gik vores aftener.

Den 13. januar kom der besked om, at vi skulle pakke, men Ib var stadig ikke kommet tilbage. Jeg vidste ikke, hvor han var – og kvinden, der kom med brødet, vidste heller ikke noget, og hun var jo den eneste, vi havde forbindelse med. Vi blev samlet nede i hallen – jeg havde været nødt til at pakke alle mine ting ned – men jeg ville selvfølgelig ved først mulige lejlighed spørge om, hvad der skulle ske.

Men før jeg nåede så langt, blev jeg råbt op og fik besked på at træde ud af rækken. Jeg skulle ikke med de andre. Vi tog kærligt afsked, og så drog de af sted, og jeg var helt alene. Jeg blev ført tilbage til cellen, og så sad jeg der alene. Alle de andre celler var tomme, Ib vidste jeg ikke hvor var og heller ikke, hvor min mand opholdt sig.

Senere på dagen fik jeg besked om, at jeg skulle nedenunder til en celle, hvor vinduet flugtede med jorden. Der sad jeg så og spekulerede – jeg anede ikke mine levende råd. Jeg prøvede på mange måder at holde min balance og min hukommelse i gang; jeg gentog forskellige ting, jeg kunne huske, for ikke at gå helt i stå, og det lykkedes vist tilsyneladende. Men der gik et stykke tid, og jeg kom ikke ud. Der var en lem, hvor

brødet blev stukket ind, og jeg fik en skefuld syltetøj en gang om ugen. Kvinden, der kom med brødet, turde ikke stå for længe og snakke med mig, så jeg kunne ikke rigtigt få noget at vide.

På et tidspunkt bad jeg hende, om ikke hun kunne finde på noget, jeg kunne beskæftige mig med, for jeg havde set, at der var nogen, der strikkede sokker – sådan nogle grimme grå nogen af noget tykt gråt garn. Hun kom tilbage med en sok og et par strikkepinde, men jeg gad ikke strikke de der grimme sokker, så jeg pillede Ibs tøj op – han havde nogle små strikkede dragter – og så strikkede jeg dem forfra. Det fik jeg tiden til at gå med.

I min kuffert havde jeg taget et stort billede med, der havde en bagbeklædning af karton, og jeg havde også en blyant og en lineal. På det karton tegnede jeg små firkanter med ruder, spar, klør og hjerter, og så klippede jeg det ud. Det blev nogle meget små kort, men så kunne jeg lægge kabale.

Mens jeg sad i cellen alene, kom der på et tidspunkt en tysk officer op for at se, hvem jeg var. Han sagde: ”So eine blonde Jüdin habe ich nie gesehen”.

En dag kom der en tysk oppasser og afleverede Ib. Gensynsglæden var stor. I mellemtiden talte han kun tysk, så jeg måtte prøve at gøre mig forståelig og forstå ham. Glad var jeg, og glad var han, men han var fyldt med sår og blå mærker, det var underernæring, så de kom for at hente ham, for at de kunne smøre ham.

Han troede, at han skulle væk igen, så han skreg. Havde jeg bare kunnet følge med – men det måtte jeg ikke. Men de kom tilbage med ham og havde smurt sårene, og så klamrede vi os til hinanden igen.

Da der var gået nogle dage, kunne jeg mærke, at jeg havde feber og ikke kunne synke. Jeg prøvede at nå vinduet – det var sådan et smalt vindue med noget meget tykt glas, hvor der var ståltråd inde i glasset, så man ikke kunne se noget. Jeg ville gerne åbne det for at få lidt luft, men jeg kunne ikke nå så langt.

Kvinden, der kom med brødet, blev lykkelig over, at jeg ikke skulle have noget, men jeg kunne ikke synke det. ”Keine brot, keine brot?” sagde hun himmelhenrykt, men jeg tror nu nok, at hun havde givet besked om, at jeg var syg, det tog bare sin tid, før der kom nogen.

Der gik nogle dage, hvor jeg blev mere og mere dårlig, og hvor jeg ikke kunne tage mig af Ib mere. Jeg kunne ikke lege med ham, og han forstod jo ikke noget af det hele. Langt om længe kom der en stor uniformeret læge og trak sin spatel frem – jeg skulle ud med det samme, jeg havde difteri.

Vi skulle gå over gårdspladsen, og jeg havde Ib med ved hånden. Det var regnvejr og gråt, og jeg kunne ikke gå mere. Det kunne Ib næsten heller ikke, men langt om længe kom vi over til sygebarakken, revieret kaldte de det for, og så blev vi indlagt der.

Jeg kom ind i et lille rum med køjer oven på hinanden. De andre kendte Ib, for det var der han havde været. Så lå vi i en køje, og jeg kunne ikke passe ham. Jeg var rigtig, rigtig dårlig, og det var også gået ud over hjertet. Men jeg fik en indsprøjtning, som lettede lidt på det. Om natten døde en ung fransk pige i køjen ved siden af min. Frygteligt. Næste morgen blev hun slæbt ud i et lagen.

På revieret var der en af fangerne, der havde været der så længe, at hun var lidt privilegeret – Oberschwester – hun var tjekkisk, men talte også fransk og tysk og var en virkelig dame. Hun var så sød ved Ib og gjorde alt muligt for at få ham til at spise lidt. Hun havde jo ikke meget at give af, men hun havde kartofler, og så arrangerede hun sådan en portion kartoffelmos, hvor hun lavede fine streger med gaflen, for at det skulle være lidt indbydende.

Nogle af de ikke-jødiske kvinder, der var ankommet sammen med os, kommunister fra Fyn, fik Røde Kors-pakker, og det hjalp jo kolossalt. Vi andre fik ikke noget, men de havde hørt, at der lå en syg dansker med et lille barn på revieret, og så samlede de sammen fra deres pakker, så jeg fik et par skiver spegepølse, lidt sukker og bouillonterninger – hvad de nu kunne undvære. Det var jeg glad for.

Og jeg tænkte, at det lige måtte være noget for Ib med spegepølse, men nej, hans nerver var sikkert helt ødelagte på det tidspunkt. Han ville kun have ”de hvide prikker” – fedtet – det var det, han trængte til, så der var ikke noget at stille op.

På et tidspunkt kom der en tysk læge ind for at inspicere, han kiggede op og ned ad køjerne, og der lå jeg med Ib, og da han gik forbi mig, havde han åbenbart en pose bolsjer, som han var begyndt på, for han puttede lynhurtigt resten ind under tæppet og gik igen. Jeg fattede ikke engang selv, hvad det var, før han var ude af døren, og en af de andre sagde det til mig. Nogen var der altså imellem dem, der var en lille smule menneskelige.

Der var en lang gang ud til wc’erne. Dysenteri var almindeligt i Ravensbrück, så kvinderne slæbte sig ud igennem den lange gang, men de kunne ikke holde på vandet, de kunne ikke holde på noget – de var syge som bare pokker og slæbte sig tilbage igen uden at kunne gøre rent efter sig.

Det var bare at komme tilbage igen til sådan en masse strå og halm, som stak alle vegne og var fyldt med lopper og væggelus. På mine håndflader var huden efterhånden helt afpillet. Jeg troede det var skarlagensfeber, men det var en afart af difteri, man blev helt tynd i huden, og så skulle man rode rundt i de der strå for at fordele dem lidt, så man kunne ligge nogenlunde lige i sengen.

Vi lå på revieret til den 25. april, hvor jeg igen fik besked på at pakke. Jeg kunne dårligt gå eller stå, og i mellemtiden havde de taget Ib fra mig en gang til, for jeg kunne ikke passe ham. Så jeg havde ikke set ham den dag. Jeg vidste jo heller ikke, hvor jeg skulle hen – ville jeg få Ib med, eller skulle jeg rejse alene?

Om aftenen eller om natten blev jeg ført tilbage til fængslet, og der sad han så på en bænk. Vi var så glade begge to. Han havde fået difteri igen, jeg havde jo smittet ham.

Vi kom ind i fængselscellen, og så skulle vi bare vente. Efter nogen ventetid kom der to soldater, og vi skulle følge med – det her lille nummer, han sjoskede jo efter – jeg var for syg til at bære ham. Og den ene af soldaterne skulle åbenbart vise sig, for han gav mig et ordentligt puf i ryggen, og jeg tænkte: ”Du kan rende mig, jeg kan ikke gå hurtigere, så sådan bliver det bare”.

Vi blev ført til et tog og ind i en kupe. Det var et almindeligt tog, og der var kun os to og så en soldat i civilt tøj. Der stod flere og flere mennesker på, men da jeg ville tage Ib på skødet, fordi der var dårlig plads, sagde soldaten: ”Det behøver De ikke, der er betalt for ham”. Ellers talte han ikke til os, før vi nåede Berlin, hvor sagde han: ”Det skal gå hurtigt med at skifte, vi skal over i et andet tog”. Og så tog han min kuffert uden at sige noget, og gik raskt i forvejen, som om han ikke hørte til os.

Jeg blev nødt til at følge med, jeg vidste jo ikke, hvor vi skulle hen, og Ib kunne ikke mere. Han rakte hænderne op imod mig og sagde: ”Mutti, hilfe!” Men jeg kunne ikke løfte ham, ikke en centimeter, jeg havde ikke kræfter til det. Vi nåede det andet tog, der kørte ned igennem Tyskland og Tjekkoslovakiet, indtil vi holdt ved en lille station, der hed Bauschowitz. Derfra blev vi ført til Theresienstadt.