"Pakken bliver hentet om en time"

Så kom den 9. april og chokket ved tyskernes besættelse. Vi havde jo gennem flere år hørt Hitlers truende taler og set, hvordan han begyndte at føre truslerne ud i livet. Men ligesom alle andre blev vi i de første par år lullet ind i den tro, at Danmark ville undgå alle fortrædelighederne, og at livet ville fortsætte som normalt. Ganske vist med tysk hornmusik på torve og pladser … Det gik jo egentlig meget godt, så måske skulle Danmark blive undtagelsen.

Med den 29. august ændredes stemningen, og uroen begyndte at præge folk. Og alligevel … da en af mine brødre og hans forlovede fik en fisker til at bringe dem illegalt til Sverige, kunne familien ikke forstå hvorfor.

I oktober 1943 blev man klogere. Mine forældre fulgte advarslerne om at blive væk fra hjemmet den nat, hvor razziaen skulle finde sted. Jeg ved ikke, om de troede, at man bare skulle holde sig væk dén nat, eller de handlede i panik, men vi forlod hjemmet som vi gik og stod, uden særlig bagage. Vi ”gik under jorden”, som det hed, og fik husly i et lille anneks til et hus hos nogle bekendte, der boede på en stille villavej i Buddinge.

Min storesøster og jeg var de eneste hjemmeboende, og vi kunne ikke komme i kontakt med vores andre søskende og vidste ikke noget om deres skæbne.

Nu sad vi så i Buddinge og håbede på et mirakel, så at nogle ville finde os og hjælpe os til Sverige. Vi ventede og ventede, og vores værtsfolk blev mere og mere utålmodige, de skulle have konfirmationsfest den efterfølgende søndag. I løbet af de otte dage blev jeg ti år ældre ved at se mine forældre ældes, og endda min far græde.

Den 8. oktober ringede telefonen, og der lød en besked: Pakken bliver hentet om en time. Det var os, der var pakken. Gennem værtsfolkenes svigersøn, der var søn af forfatteren Martin Andersen Nexø, blev der skabt kontakt til dem, der stod for redningsaktionerne. En time senere blev vi afhentet af en ung tillidsvækkende fyr, og i taxa blev vi kørt til Rigshospitalets bagside og ført ned i en kælder, hvor der myldrede med læger, sygeplejersker og flygtninge. Så kom vi op i en ambulance med en læge på forsædet ved siden af chaufføren for at gøre det mere autentisk, hvis vi skulle blive stoppet.

Efter ca. tre timer nåede vi frem til afsejlingsstedet, der skulle vise sig at være Faxe Ladeplads. Og efter at vi havde skjult os bag nogle buske, blev vi kaldt frem, og pludselig myldrede et par hundrede mennesker frem og blev beordret ned til strandkanten og derfra roet ud til to store stenfiskerbåde, der skulle føre os over Sundet. Det var måneskin og dødstille bortset fra bådenes larm.

Efter mere end tre timers sejlads, hvor vi lå stuvet sammen i lasten, råbte skipperen: ”Nu kan i godt komme op på dækket. Nu er vi i svensk farvand”. Forsamlet deroppe kunne vi se lysene i Sverige. En svensk patruljebåd nærmede sig, og vi hørte en stemme, der i megafon råbte: ”Velkomna till Sverige. Du gamla, du fria”.

Sent på natten fik vores lille familie lov til at tage ind til Malmø, hvor nogle svenske bekendte kunne fortælle os, at alle mine brødre og deres familier var kommet til Malmø, og dér midt om natten samledes familien Rosenbaum i et lille skummelt hotel i byens centrum.

I ca. to år opholdt vi os i Sverige. Selv om vi var accepteret af svenskerne, arbejdede og prøvede at leve normalt, så var det en underlig tilværelse. Vi var jo flygtninge og drømte kun om at komme tilbage til vort hjemland, som var så tæt på og alligevel så langt væk.

Oplevelserne de to år glemmer jeg aldrig, og de har været med til at underbygge de holdninger, jeg har med hjemmefra og som altid har præget mig: Jeg er for altid vaccineret mod enhver form for fremmedhad og intolerance. Og maj 1945 gav mig håbet om en fremtid i en fredelig verden, uden brug for våben og soldater. Men desværre …

Som digteren Halfdan Rasmussen skrev det: ”En soldat er en forhenværende civilist, der uddannes til at optræde uciviliseret for at bevare civilisationen”.

I 1943 sejlede vi illegalt med fiskerbåde til Sverige. I dag har vi en bro, vi kan køre over. Første gang jeg gjorde det, blev jeg inspireret til at skrive en vise på dansk/svensk. Ordene lyder således:

 

”Der var engang en anden bro,

det skal vi ikke glemme,

og minderne om den skal frem, dem skal vi ikke gemme.

Den bro var ikke gjort af stål,

beton og jern ej heller,

dog reddede den menn’skeliv,

så vigtigt når det gælder.

 

For fanatisme er en sot

kultur og sjæl forsvinder,

når tyske ord som ”blut und tot”

forvandler mænd og kvinder.

Og menn’skelighed og tolerance

kan redningsplanken blive,

og humanismen fik sin chance

… derfor er jeg i live.”