En kæntret båd på Øresund

Da hun var gået, holdt vi familieråd og blev enige om, at jeg skulle tage hen til en arbejdskollega på Nørrebro. Min bror skulle til Islands Brygge hos en arbejdskollega, og mine forældre havde nogle meget gode venner, der boede på Amager, og der ville de tage ud med min lillesøster.

Forestil jer, at ringe på hos nogen og spørge, om man må komme ind, og om man også må sove der om natten … Jeg havde bare en lille håndtaske med, og de sagde ja med det samme. Manden sagde, at han næste dag ville gå til barberen og bede ham komme med hjem, så han kunne afblege mit hår. Jeg skulle jo kunne holde forbindelse med resten af familien, og vi var spredt på Nørrebro, Amager og Islands Brygge.

Efter nogle dage fik jeg kontakt med nogle hjælpere, som jeg ikke kendte, og de sagde, at vi alle sammen skulle komme ind på Nørreport Station, hvor vi skulle mødes. Derfra skulle vi tage toget op til Snekkersten, hvor min bror skulle have en avis under armen. Det gjorde vi så, og på Snekkersten Station blev vi modtaget af en hjælper, der førte os hen til en lade, hvor der var ret mange mennesker.

Familien var samlet igen, og det var vi glade for, men lidt efter kom nogle af hjælperne igen og sagde, at der var skibslejlighed til nogle unge. Jeg sagde til min bror: ”Vi melder os”, og det gjorde vi så.

Vi fulgtes med nogle andre og fik undervejs andre navne. Desværre husker jeg ikke, hvad jeg kom til at hedde. Men det viste sig, at skibet allerede var sejlet. Vi fik at vide, at det skulle vi ikke være kede af, for de havde et andet skib. Men det viste sig, at det også var sejlet. Vi blev lidt nervøse, men de var så søde til at trøste os og sagde: ”Vi skal nok finde et andet. Nu går vi hen til en tandlæge, som vil huse jer, og så finder vi ud af noget.”

Vi kom hen til tandlægen, og der blev snakket, og vi fik noget at drikke og spise, og så viste det sig, at det igen var blevet muligt, at vi kunne komme af sted. Vi tog så med hjælperne, og da vi jo var i nærheden af stranden, var der ikke så langt at gå. Jeg var den første, der blev fulgt ned til stranden, og det sidste stykke skulle jeg gå alene på stranden ud til en båd. Jeg blev noget forskrækket, for det viste sig, at det var en robåd. Vi var ni voksne og en baby på et år.

Hvor er tiden lang, når man sidder alene om natten og venter, indtil nummer to og nummer tre kommer, for de kom kun én ad gangen.

Båden blev så skubbet ud i vandet, men tre kilometer ude kæntrede den. En robåd med ni voksne og et barn er jo helt umuligt. Jeg forstår slet ikke, at vi sagde ja, men vi var jo fortvivlede og tænkte ikke rigtigt over det.

Der var fem, der ville svømme ind og bede om hjælp, og så var vi fire, der forsøgte at holde os fast i rælingen. Vandet var blikstille og heldigvis for det. Vi råbte gentagne gange om hjælp, og der sejlede et par skibe forbi, som ikke tog os op, og som ikke hørte os. Der blev også luftalarm, og det blev vi jo også forskrækkede over.

Vi lå faktisk i vand til halsen, og til sidst kunne vi ikke mærke noget som helst. Det var forfærdeligt. En af de andre, Benjamin Blüdnikow, var meget dårlig, for han fik hele tiden vand i munden og det var frygteligt at høre.

Endelig kom der et skib, en sandpumper, der tog os op, og Dora Thing, som var der med sin lille baby, spurgte skipperen: ”Nu sejler De os vel til Sverige?”. ”Nej”, svarede skipperen, ”det gør jeg bestemt ikke”. Han var ret brysk, har jeg senere hørt, men jeg kan slet ikke mindes det, for jeg var så dårlig. Men mandskabet sagde, at de nok skulle rekvirere ambulancer, og at vi ville blive sejlet ind til Helsingør.

I Helsingør blev vi kørt på hospitalet, hvor sygeplejersker og læger kom i pyjamas og badekåber og hjalp os.

Mens vi lå der og fik noget varmt at drikke, opdagede vi, at der manglede nogen, og det viste sig, at der var tre, der var druknet. Fanny Poulsen og Leopold Recht, som svømmede ind, var så udmattede, da de blev fundet, at de ikke kunne sige, at der lå flere derude og ventede på hjælp. Jeg sagde til en sygeplejerske, at der manglede nogen. ”Ja, men der er ikke flere”, svarede hun. Så de var druknet.

Der blev sørget for tøj til os, for vores tøj kunne ikke stryges tørt efter to timer i saltvand. De sørgede for, at vi fik både sko og frakker, og hvad de nu havde – det var jo vinter, så vi var lykkelige for alt det, vi fik.

Næste dag kom vi til Sverige og gudskelov for det. Min bror og jeg troede, at vi kunne se vores forældre, men de var allerede sendt på arbejde i nærheden af Stockholm, for der var brug for mange skræddere i Sverige på det tidspunkt.

Jeg blev også meget hurtigt sendt på arbejde sammen med to, som jeg ikke kendte. Vi skulle arbejde på samme systue, og vi boede på et værelse med et køkken med vand, men uden afløb. Vi havde jo reddet livet, så det gik udmærket, og på vores arbejde var de meget søde ved os.

Der var bare én hage ved det hele: Jeg passede mit arbejde, men jeg græd ligeså snart, jeg kom hjem, så det var rigtig svært for de to, jeg boede sammen med. Så var der en jødisk organisation, som kontaktede foreningen Norden, og de skaffede mig et højskoleophold til om sommeren, men det varede jo altså noget, så mine samboer måtte holde det ud. Jeg kunne simpelt hen ikke komme over det.

Efter højskoleopholdet skaffede de mig et arbejde i Jönköping, og der blev jeg indtil krigen var slut. Jeg har fået så utrolig megen hjælp, og alle har været så søde ved mig. Min bror og jeg har aldrig fortalt vore forældre om det, for det syntes vi ikke var nødvendigt. Det lovede vi hinanden, og det har vi holdt. Og vi har heller ikke fortalt vores børn det, før forfatteren Dea Trier Mørch i 2001 skrev en bog om vores flugt.