Forvirring på havet

Far havde som foredragsholder besøgt mange højskoler, så måske var det vejen til en løsning. Det første sted, han kontaktede og med antydninger gjorde det klart, hvad hans ærinde var, blev svaret: ”Vi er plaget af så mange frø her på egnen.”

Det var en lettere omskrivning af, at stedet var beslaglagt af tyskerne med de grønne uniformer. Det blev så besluttet at vi skulle tage til en lille stationsby i nærheden af Slagelse, hvor en tidligere højskoleforstander var sognepræst. Han kunne måske anbringe os hos tilforladelige sognebørn. Vi var trods alt seks personer plus én i mente – den sidste vidste jeg ikke noget om dengang.

De sidste hektiske forberedelser. Hvad tager man med sig, når man ikke ved, om man nogensinde vender tilbage, og man ikke må bære på for meget for ikke at vække opsigt? I min taske lå bl.a. en bog med matematiske opgaver, så jeg ville kunne slå tiden ihjel med noget nyttigt. Imens fik mine forældre lavet en aftale med husværten vedrørende lejligheden, andre af husets beboere blev sat ind i situationen, så der blev holdt øje med, hvad der foregik, endnu nogle opringninger, og så maden, som der var sparet rationeringsmærker sammen til med henblik på nytårsaften, og så lukke døren godt efter sig, farvel og tak.

Fra Ørslev banegård blev der ringet til pastor Hans Kildeby, der straks forstod situationen. Vi blev budt velkommen med en enestående hjertelighed. Ikke tale om, at vi skulle fordeles ud over sognet; der var plads nok i præstegården, hvor præsten var blevet enkemand, og en søster holdt hus for ham. Vi skulle endelig føle os hjemme, og vi kunne blive så længe, det måtte være nødvendigt, om det så var til krigens slutning.

Drømmen om at kunne vende hjem efter et par uger var naturligvis urealistisk, og det samme var pastor Kildebys storslåede tilbud om at blive i Ørslev, indtil krigen sluttede. Vi rejste sydpå, fordi ruterne ved Øresund i stigende grad var behæftede med risiko. Toget til Nykøbing Falster havde en masse tyske soldater med. Min mor og lillebror Poul blev sat ind på 1. klasse, for Poul var kun fem år gammel og kunne måske stille afslørende spørgsmål.

I Nykøbing blev vi igen modtaget af en kirkens mand, biskop Plum, der bare den dag husede næsten tres flygtninge. Det var karakteristisk, at han, på samme måde som Kildeby havde gjort det, ville gøre alt muligt for at sikre, at hans jødiske gæster kunne efterleve Moselovens bestemmelser selv under de forhold, hvor rituelle forskrifter kunne tilsidesættes. Min far blev modtaget med en varm omfavnelse og straks interviewet om, hvordan biskoppen kunne hjælpe sine ”pensionærer” til at iagttage den store forsoningsdag, der netop ifølge kalenderen skulle markeres i det følgende døgn.

Jeg tror, at hele byen vidste, hvad der foregik i Bispegården, og det siger noget om den solidaritet, der rådede, at det kunne gå godt. Fredag aften, hvor vi ellers skulle have været i Synagogen til årets gudstjenestelige højdepunkt, blev vi kørt til østkysten af Falster. En politibetjent stod ved stranden og ønskede god rejse.

Vi var stuvet 19 mennesker sammen på en lille båd og følte os i bogstaveligste forstand som sild i en tønde. Vi var forberedt på, at turen over Øresund kunne tage cirka otte timer, og det blev otte-ni lange timer, medens nogle var plaget af søsyge. Omsider fik vi øje på land og et fyr, men fiskeren var bange for, at hans båd ville blive beslaglagt, hvis han gik helt ind til land, så han ville vente på, at det blev lyst, og svenskerne ville sende en båd ud og hente os.

Medens båden gyngede nederdrægtigt, lå jeg og bad til at fyrets lyskegle skulle ramme os, så man ville få øje på os og tage os i land, inden det blev morgen. Men menneskets bønner tjener ikke altid til dets bedste, og i hvert fald var det godt, at jeg ikke blev bønhørt den nat. Da det begyndte at lysne, kunne vi konstatere, at land og fyr var placeret ”forkert”, så sandt som solen står op i øst, og Sverige ligger øst for Danmark.

Det viste sig, at vores fisker hverken forstod sig på søkort eller skib at føre. Fyret var Gedser fyr, hvor tyskerne lå, og vi var sejlet i ring. Nu sejlede vi efter solen på en højst ubehagelig tur, da der hele tiden kom flyvere hen over havet, og det var utroligt meget held og meget lidt forstand, at vi kom til det ”rigtige” Sverige lidt over middag, da båden var ved at løbe tør for brændstof.

Vi blev samlet op af en svensk fisker på et sted, hvor der hverken før eller senere ankom flygtninge, men ordene ”Välkomna til Sverige” klinger stadig lifligt i mine ører. Stærkt forkomne stod vi på stranden, da der gik bud til den lokale politimyndighed, landsfiskalen. Vi fik vores første møde med bureaukratiet, da landsfiskalen lod meddele, at han holdt middagspause, så vi skulle vente to timer ved strandkanten. Det lod de gæve fiskere sig dog ikke byde, og vi blev inviteret ind hos fisker Persson og hans familie, der ikke vidste alt det gode, de kunne gøre for os.