Forgivet, reddet - og deporteret

Ved 23-tiden, hvor der var udgangsforbud, fik vi endelig besked på at gå ned til vandet. Her ved en bådebro lå der en robåd. Den havde ligget på land i nogen tid og var i dårlig stand.

Udover os var der fire mennesker, vi ikke kendte. De skulle også med. Da vi gik ombord begyndte båden at tage vand ind – den blev tømt, og vi kom om bord igen. Vi måtte sidde, hvor vi nu engang sad uden at bevæge os, for ellers ville båden kæntre.

Vi havde ikke kompas med – og ingen af os kunne ro – så efter nogen tid anede vi ikke, hvor vi var. En af de andre om bord var en ung kvinde; og jeg kan huske, at hun sad med en spand, der var hul i og øste vand ud af båden. Hun blev meget søsyg, og hun bad os flere gange om at smide hende over bord. Det var koldt, det var mørkt, og det var vådt.

Da det begyndte at lysne tidligt om morgenen, så vi en damper i det fjerne. Der blev sat et lommetørklæde på fars stok, og skibets mandskab så os. Det var skibet Ydun, en af de Forenedes både. De smed en rebstige over bord, og alle otte måtte vi klatre op på skibet. Vi fire blev anbragt et sted, og de fire andre et andet.

Far gik op for at tale med kaptajnen og spørge, om ikke han kunne hjælpe os ved enten at sejle os til den svenske sejlrende, så at vi kunne komme over i en svensk båd, eller give os en af redningsbådene. Mens far var oppe på broen, sad mandskabet hos os, som om de frygtede, hvad vi kunne finde på at gøre ved os selv.

Far kom ned igen og fortalte, at kaptajnen ikke ville hjælpe. Mandskabet lod os derefter være alene. Min mor havde af vores læge Per Thygesen, der var en af mine forældres meget gode venner, fået en flaske indeholdende morfin blandet med cognac. Dette skulle vi nu drikke. Jeg var 17 år og syntes jo ikke, jeg skulle dø – men det skulle jeg altså.

Så jeg drak det.

Min far græd, noget jeg ikke havde set før – og aldrig så siden. Men han følte sig jo skyldig over at lade sine to børn på 17 og 18 år tage gift.

Imens telegraferede kaptajnen til Hans Juhl – også kaldet Gestapo-Juhl – i Helsingør, og lidt efter kom tyskerne i en motorbåd og hentede os. Vi tog afsked med mandskabet, der stod og græd – de kunne intet gøre, det ville være mytteri.

Vi blev ført til en barak på kajen i Helsingør, hvor vi blev kropsvisiteret af en tysk telefonistinde, og jeg kan huske, at jeg sagde alle de grimme ting på tysk om Hitler, som jeg kunne komme i tanke om. Jeg tænkte, at der jo alligevel ikke kunne ske mig noget – jeg vidste jo, at jeg skulle dø.

Mens vi opholdt os der i barakken, så jeg pludselig ud ad vinduet havemanden fra vores sommerhus i Rungsted. Han arbejdede som baneformand i Helsingør. Jeg gik hen og bankede på ruden, så han kunne se, at vi var blevet taget. Så fik jeg skældud af tyskerne. Derefter husker jeg ikke meget mere, da jeg blev bevidstløs af morfinen.

Men mine forældre havde ikke fået en dosis, som var stor nok, og de så, hvordan min bror og jeg blev smidt op i en prærievogn, og så blev vi kørt til Horserødlejren. Her forlangte tyskerne, at lægen professor Erik Warburg, som sad ovre i lejren med gidslerne af 29. august, skulle komme og pumpe min bror og mig ud. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke, for det var jo meningen, at vi skulle dø alligevel. Efter at være blevet pumpet ud vågnede jeg op i Horserød og vidste ikke, hvor jeg var.

Efter krigen skrev den tidligere chefredaktør for Politiken, Valdemar Koppel, der selv var i Horserødlejren et par dage, en kronik, hvori han omtalte min far:

”Særlig gribende var den ansete overretssagfører Moritz Oppenhejms skæbne. (…) Oppenhejms sagførerfirma havde forinden Hitlers overtagelse af magten i en meget lang årrække, vistnok i over 50 år, været den tyske stats og det tyske gesandtskabs sagfører og juridiske rådgiver her i Danmark (…). Da både Oppenhejm selv (…) og hans kone var heljøder, havde han og hans ikke den fjerneste udsigt til at slippe fri, men med desto større iver gik han i brechen for alle dem, hvem en smule blandet blod åbnede adgang til udfrielse. Som den fødte sagfører, han var, opmuntrede og trøstede han sine klienter, undersøgte de forskellige tilfælde, opfordrede dem til at indgive ansøgninger gennem lejrkommandanten, sagde dem, hvad der havde betydning for afgørelsen, og hvad de skulle skrive, og i fornødent fald skrev han selv ansøgningerne for dem. Når han så fik ild på en af mine gode Caminante – som jeg selv gennem professor Erik Warburg havde fået sendt ovre fra lejren af 29. august – så syntes han fuldkommen veltilpas, rigtig i sit es ved at kunne hjælpe sine medmennesker uden at tænke på sig selv og sine egne sørgelige udsigter.”

Jeg blev sammen med mine forældre og min bror deporteret til Theresienstadt den 13. oktober 1943.