Fem år og alene på flugt

Det er kun meget lidt jeg kan huske fra den første del af besættelsen, og de erindringer jeg har, består af enkelte og usammenhængende episoder. Mine forældre og jeg boede til leje i et par værelser hos en familie. Lejligheden lå på tredje sal i en ældre etageejendom i det indre København.

Nogle gange kom der tyske soldater marcherende i lange kolonner ned ad Nørre Farimagsgade, og jeg kan huske, at vi fra vinduet kunne se dem i deres grønne uniformer og hjelme og høre lyden af støvlerne, der trampede i asfalten. Jeg mere fornemmede end forstod, at de var nogle, man skulle være bange for.

Jeg kan også huske nætter, hvor vi blev vækket af sirenerne, der varslede om overflyvende bombefly. Så måtte vi hastigt tage tøj på og løbe ned i kulkælderen, hvor der var anbragt et par bænke. Det var vores beskyttelsesrum. Her sad vi og krøb sammen og frøs, mens vi ventede til sirenerne igen lød som tegn på, at nu var luftalarmen afblæst.

I efteråret 1943 hørte jeg mine forældre og deres venner diskutere mulighederne for flugt. Selv om jeg ikke helt forstod betydningen af dette ord, mærkede jeg alligevel uhyggen. Vi blev i vores lejede værelser lige til selve flugten. Eftersom vore værtsfolk ikke var jøder, stod de ikke opført i kartoteket over medlemmer af Mosaisk Trossamfund, så deres lejlighed var så godt et skjulested som noget.

Hvordan aftalen om vores flugt var kommet i stand, ved jeg ikke. Vi startede hjemmefra en tidlig morgen kl. 3 eller 4. Min mor og jeg havde flere lag tøj på, og min ellers så velklædte far var klædt på som fisker med en gammel læderjakke, strikket hue osv. Jeg blev mere og mere sur, græd og ville ikke med. Mine forældre trøstede mig med, at vi bare skulle ud til tante Hulda, og der skulle jeg nok få lov til at lege med min dukke. Men jeg syntes, at det var underligt, at vi skulle besøge tante Hulda så tidligt om morgenen – og far i den påklædning! Nej, noget måtte der være galt. Jeg var bange.

Langt om længe nåede vi ud i Københavns havn og blev sammen med et par andre mennesker stoppet ned i lasten på en lille fiskerbåd. Fiskeren havde allerede sat motoren i gang, da der kom en mand løbende og fortalte, at havnepolitiet var blevet udskiftet med nogle mere tyskervenlige betjente, og at det var umuligt at sejle lige nu. Fiskeren gennede os ud af båden, og det gjaldt om at komme væk i en fart. Min far bar mig og løb, så hurtigt han kunne, mens min mor i den almindelige forvirring løb i den modsatte retning.

Nu dukkede der politi op alle vegne, og min far løb med mig ind i det nærmeste skur, et offentligt toilet, der normalt blev benyttet af havnearbejderne. Der sad vi så et stykke tid, indtil der pludselig blev rusket i døren til det lille skur. Indefra prøvede min far på at holde i døren, så den ikke kunne åbnes. Han var sikker på, at det var tyskerne, der havde fundet os, og at vi nu ville blive arresteret.

Jeg ser endnu for mig hans knoer, der var hvide på grund af anstrengelserne. Jeg begyndte at græde. Til sidst lykkedes det havnearbejderne, som det viste sig at være, at flå døren op. De troede vist først, at min far havde bortført et lille barn, men forstod hurtigt situationen. Vi blev i skuret endnu et stykke tid, indtil alt var stille, og min far vovede sig ud. Vi tog hjem igen, hvor min mor i mellemtiden også var ankommet.

Mine forældre var efter dette mislykkede flugtforsøg overbevist om, at det ikke ville lykkes os at komme over Sundet og ville derfor sikre sig, at i hvert fald jeg, deres eneste barn, overlevede rædslerne.

Som nye immigranter i Danmark havde de ikke mange kontakter til ikke-jødiske danskere. Men de fik da lavet en aftale om, at jeg skulle anbringes hos førnævnte tante Hulda og hendes mand onkel Søren, et ældre barnløst ægtepar i Klampenborg, som mine forældre var blevet venner med efter at have lejet et par værelser hos dem som sommerferiebolig.

Min mor tog mig ud til Klampenborg, og der var ingen, der forklarede mig, at jeg skulle blive boende alene hos Hulda og Søren. De voksne fortalte mig, at mor lige skulle ned til den lokale bager og købe kager til eftermiddagskaffen, og at hun ville komme tilbage om en halv times tid.

Jeg har tilsyneladende ikke rigtigt troet på historien, for jeg glemmer aldrig, hvor jeg græd, da min mor gik. Og da hun ikke kom tilbage, og der gik både halve og hele timer, græd jeg efterhånden helt hysterisk, så tante Hulda måtte drikke mig fuld i solbærrom, for at jeg ikke skulle vække mistanke hos hendes temmelig tyskervenlige naboer. Jeg ved ikke, hvor længe jeg boede hos Hulda og Søren, men det har været mindst en uge, måske to. Jeg ved heller ikke, hvad jeg fik dagene til at gå med. Jeg havde ikke noget legetøj med ud over en enkelt dukke, og mine værtsfolk var ikke vant til at underholde femårige. Hulda prøvede at lære mig at spille nogle enkle melodier på klaveret med een finger. Jeg fik lært “Tordenskjold” og “Hønsefødder og gulerødder” – mere er det aldrig blevet til.

Hulda havde i mellemtiden fået kontakt med Julie Andersen, en god ven af mine forældre, som boede i København. Julie plejede at have et andet efternavn, idet hun var gift med en jøde, som var en god ven af min far. Hendes mand og søn var flygtet til Sverige, mens Julie, der nu brugte sit pigenavn, og hendes 15-årige datter forblev i København. Julie var gået aktivt ind i hjælpearbejdet, for at også de sidste jøder kunne komme over Sundet.

Hulda og Søren bragte mig til København og indlogerede mig hos Julie, som jeg kendte ret godt fra gensidige familiebesøg. Jeg opholdt mig hos hende et par dage, hvor jeg husker, jeg fik lov til at lege med andre børn på en legeplads, der hørte til det boligkompleks, hvor Julie boede. I samme boligkompleks boede der en dansk kvinde, hvis jødiske mand var flygtet til Sverige i begyndelsen af oktober, og nu ville hun og deres to børn følge efter.

Julie Andersen havde arrangeret deres transport og ordnet det således, at jeg skulle følges med dem på flugten. Jeg husker ikke, at jeg var bange ved tanken om at rejse sammen med disse helt fremmede mennesker. Jeg var vel efterhånden blevet vant til bare at blive afleveret fra den ene til den anden.

En tidlig morgen kørte vi i taxa til en af byerne ved kysten – jeg ved ikke hvilken. Her gik vi om bord i en lille fiskerkutter og blev anbragt nede i lasten, hvor jeg husker, der lugtede kraftigt af fisk. Vi begyndte straks at sejle, og de fleste af os blev hurtigt frygtelig søsyge og kastede op.

Ud over dette foregik overfarten uden vanskeligheder, og da der var gået et stykke tid, en time eller halvanden, åbnede fiskeren lemmen til lasten og fortalte os, at vi nu måtte komme op på dækket – vi var nået ind på svensk territorialfarvand! Jeg kan endnu føle den lettelse, der gennemstrømmede os, dels fordi vi nu kunne komme op i frisk luft, dels fordi det betød, at vi nu var blevet reddet.

Efter yderligere en halv times sejlads kom vi i land i Hindås. Jeg husker, at jeg blev rigtig bange, da jeg så de svenske soldater inde på kajen. De havde jo grønne uniformer og hjelme på – ligesom de tyskere, vi lige var flygtet fra. Men efter at en af soldaterne havde givet mig et par flødekarameller, var alt godt. Vi blev nu kørt hen til et opsamlingscenter, hvor jeg husker, at vi sov i en stor sovesal.

Et par dage efter, at vi var ankommet, fortalte den kvinde, jeg var kommet over med (jeg ved ikke, hvad hun hed), at næste morgen skulle jeg rejse med toget til Alvesta, hvor mine forældre, der i mellemtiden var kommet til Sverige og boede i Växjö, ville møde mig. Næste morgen fulgte hun mig til toget. Hun forklarede konduktøren, hvor jeg skulle hen, og for en sikkerheds skyld anbragte hun på min frakke en seddel med oplysninger om mit navn og den station, jeg skulle til.

Det var en lang togrejse, 3-4 timer, og jeg var stadig kun fem og et halvt år gammel. De medrejsende på toget var søde og flinke, og jeg husker, at jeg var fuldstændig tryg ved tanken om, at når vi nåede frem til Alvesta, ville mine forældre stå på perronen og vente på mig. Og det gjorde de! Det var en lykkelig genforening med mange kys, knus og glædestårer.

En kort togrejse fra Alvesta bragte os til Växjö, hvor min far havde fået arbejde på et skrotlager, der ejedes af en af de få jøder, der boede i byen. Jeg faldt hurtigt til. I den ejendom, hvor vi havde fået en lejlighed, boede der andre børn på min alder, som hurtigt lærte mig svensk. Det var jo heller ikke så meget forskelligt fra dansk, men jeg kan tydeligt huske, at det gik op for mig, at “almindelige” børn kun kunne ét sprog. Jeg var nu nået til mit tredje.

I august 1944 begyndte jeg i første klasse. Skolen lå i den anden ende af den meget lange Norra Esplanaden, hvor vi boede. Om sommeren gik jeg derhen sammen med mine kammerater. Om vinteren kørte vi på sparkstøtting op ad den sneklædte esplanade, hvor de bare, sorte træer stod i den smukkeste kontrast til den hvide sne.

I begyndelsen af juni 1945 rejste vi tilbage til Danmark. Vi blev midlertidigt indkvarteret i en lille, moderne lejlighed på Bispebjerg, indtil vi efter nogle få måneder fik anvist en lejlighed i det indre København, og jeg begyndte på den jødiske skole. Efter en omskiftelig tilværelse, der havde varet det meste af min tidlige barndom, var der nu håb om et mere almindeligt liv.