Antisemitisme - fjern og nær

Som dreng vidste jeg godt, at min mor var jøde. Jeg vidste tillige, at når ens mor var jøde, var man det også selv. Derfor var jeg klar over, at jeg på denne måde adskilte mig fra langt de fleste danskere. Men at jeg på andre måder skulle adskille mig fra danskerne i almindelighed, faldt mig ikke ind. Det så heller ikke ud til at falde mine skole - kammerater og deres forældre ind. Jeg fik hverken positiv eller negativ særbehandling. Antisemitisme havde jeg hørt om i min morfars og mormors beretninger om gamle dage, og i beretninger om nazismen i Tyskland. Men jeg havde aldrig mødt det har i landet. Danskerne drog tilsyneladende ikke noget skel imellem jøder og andre danskere. Det gjorde den tyske besættelsesmagt derimod, og det var vi mange, som fik at føle i 1943. Samtidig fik vi en række beviser for, at danskerne i almindelighed bakkede op om deres jødiske landsmænd. Jeg vil nævne følgende:

Gode venner varskoede min familie nogle dage inden jødeforfølgelserne og hjalp os til at blive spredt over hele landet. Gode bekendte gav os husly under dække, selv om de derved løb en betydelig risiko. To af familiens nære venner arrangerede en lang række flygtningetransporter til Sverige og gjorde det på en yderst solidarisk vis. Alle flygtninge skulle redegøre for deres formueforhold. De som havde meget, måtte betale store summer for at komme over. De, som kun havde lidt, slap billigt, og de som intet havde, kom gratis med. Overskud gik til finansiering af modstandskampen. En af Rigshospitalets ambulancer kørte os i nattens mulm og mørke ud til Taarbæk Kro, som skjulte os for de forbipasserende kystvagter. Vi blev sejlet over mod Sverige af en dansk toldkrydser. Derfor skal der lyde en varm tak til de utallige danskere, der løb en stor personlig risiko for at redde deres jødiske landsmænd. Der skal også lyde en varm tak til det Sverige, som tog imod os og gjorde en stor og klog indsats for, at vi kunne falde til derovre og vende hjem i god behold. Vi var måske ikke altid de nemmeste gæster at have, og vi var ofte kritiske over for den svenske neutralitetspolitik og de signalskift, som den naturnødvendigt måtte medføre under indtryk af de krigsførendes vekslende udsigt til sejr. Vi så bort fra, at vores eget land under 1. Verdenskrig førte nogenlunde samme neutralitetspolitik som Sverige under den 2. Verdenskrig. Vi glemte, at betingelsen for at kunne holde sig neutral traditionelt har været, at man skiftevis begunstigede den part, som så ud til at sejre, men så behersket, at man i slutfasen kunne havne på den sejrende side. Og endelig var vi tilbøjelige til at glemme, at neutralitetspolitikken var afgørende for, at Sverige kunne modtage omkring 15.000 danske og 50.000 norske flygtninge. Modtagelsen i Sverige var bevægende. Så snart toldkrydseren nåede ind i svensk farvand, holdt et svensk marinefartøj parat til at overtage flygtningene, og jeg hørte min ellers så forsagte mormor med tårer i øjnene udbringe et ”Længe leve Sverige”, som straks blev fulgt af klapsalver.

Der gik kort tid, fra vi kom i land, til de fleste af os slap ud af flygtningelejrene for at spredes over det meste af Sverige, hvor vi fik rimelige boliger samt arbejde eller mulighed for at fortsætte vore uddannelser. Selv kom jeg og mine brødre til at gå i en aldeles fortræffelig dansk skole i Lund. Den svenske stat betalte alle omkostninger ved skolen, og eleverne fik betalt kost og logi, og hvad de i øvrigt havde behov for. Men det fik de kun som lån. Hvert kvartal fik vi hver for sig en opgørelse over, hvad vi nu skyldte den svenske stat, og en påmindelse om, at pengene skulle betales tilbage, når krigen var slut, og vi kom hjem til Danmark. Det lagde en betydelig dæmper på, hvad vi bad om, og efter krigen blev vi både lettede og taknemmelige, da den svenske stat med et pennestrøg gav afkald på betalingen. Vores kritik af den svenske neutralitetspolitik blev også noget mildere, da Sverige både tillod og finansierede oprettelsen af en dansk brigade, der skulle sættes ind til opretholdelse af ro, orden og sikring af demokratiet, når tyskernes nederlag var klart. Selv kom jeg hjem med Brigaden den 5. maj 1945. Et enkelt lidt ubehageligt minde fra flygtningetiden skal dog nævnes. I løbet af 1944 opstod der spændinger imellem de jødiske flygtninge og dem, der kom fra modstandsbevægelsen. Forklaringen var meget enkel. De jødiske flygtninge kom i stort tal i oktober 1943 og fik de ledende stillinger i flygtningeadministrationen. Mange modstandsfolk kom først i løbet af 1944, og når de blev utilfredse med de retningslinjer, som var afstukket af flygtningeadministrationen, gav de af og til jøderne skylden. Det var første gang i mit liv, at jeg blev rigtig bekendt med antisemitismen, og et paradoks, at den kom til orde blandt mennesker, der havde sat livet på spil for at bekæmpe nazismen. Nogle af de jødiske flygtninge svarede igen med påstande om, at en del af modstandsfolkene blot var ballademagere, som søgte et nationalt alibi for at kunne tilfredsstille deres kriminelle tilbøjeligheder. Der blev gjort en hel del for at holde disse spændinger nede, og stort set lykkedes det. Men de lurede hele tiden under overfladen. Så meget mere glædeligt var det, at disse spændinger helt forsvandt, da vi kom hjem til Danmark. Nu var begge grupper blevet små mindretal i det store danske folkehav.