Angst

Min far hentede mig en dag. Han havde den hat på, som han plejede at have på, når han skulle synge i koret i Synagogen. Da vi kom til Theresienstadt, sagde han: "Jeg tager først den hat på, når vi skal hjem."

Jeg så på ham og blev klar over, at der var noget helt specielt, han ville. Vi gik gennem nogle gader, og endelig var vi fremme ved det, som far ville vise mig – et par hvide busser med røde kors. Han sagde glædestrålende: ”Se Birgit, det er de hvide busser, der skal køre os hjem til Danmark."

Jeg så på ham, men kunne ikke tro på, at det kunne være sandt. Måske var det bare en anden slags ”transport” end dem, jeg havde hørt om tidligere. Men det var sandt. Vi fik senere besked om at pakke de ting, vi havde, og begive os til Jägerkasernen, hvor vi skulle vente på, at busserne skulle hente os.

Jeg var skrækslagen for, hvad der skulle ske, og om natten var jeg frygtelig syg med ondt i maven og frygtelige opkastninger. Men endelig søndag formiddag den 15. april 1945 blev portene slået op, og udenfor holdt de hvide busser, som førte os væk fra dette frygtelige sted, hvor vi havde været tvunget til at være i 18 måneder.

Ved vores afrejse var der mødt en del mennesker op for at vinke farvel til os. Vi havde været lejrens skytsengle, og nu da vi forlod den, var der ingen, der vidste, hvad der skulle ske med dem, der var tilbage.

Det var svenske chauffører, der kørte busserne. Gardinerne var trukket for, så vi ikke skulle se ud på alle ødelæggelserne. Det var kun chaufføren, der kunne se ud af forruden, og i hver bus sad en tysk soldat. Vores buschauffør havde ikke sovet i mange timer, så da alle sad forholdsvis afslappede, lød der et mægtigt brag. Vi troede, at der var faldet en bombe, men vores chauffør var faldet i søvn og var kørt ind i en lygtepæl. Bussen var helt ødelagt, og vi måtte skynde os at blive fordelt i de andre busser.

I forvirringen med at flytte fra en bus til nogle andre lagde mine forældre min lillebror op i bagagenettet og havde glemt ham, indtil hans hoved trillede ud over kanten af nettet. Han var helt livløs, han havde ikke i lang tid fået hverken vådt eller tørt, så vi fik ham hurtigt ned og gav ham lidt vand og noget at spise, så han livede op igen. Nu beholdt mine forældre ham på skødet resten af vejen.

Da vi nåede Potsdam, var der et kraftigt luftbombardement over Berlin, så vi måtte køre i læ i en skov, indtil bombardementet var overstået, og så kunne vi fortsætte vores tur til Danmark. Vi ankom til Padborg den 17. april 1945 og blev modtaget af hvidklædt personale, som gav os lidt at spise og drikke.