Aliyah - udvandring til Israel
Aliyah er et hebraisk ord, der bruges om en person, som vælger at bosætte sig i Israel. At udvandre til Israel kalder man ”at gå på aliyah”. Gennem tiden har historiske begivenheder været årsag til flere aliyah-bølger.
Undertrykkelse, forfølgelse og pogromer har alle været årsager til, at jøder har valgt at rykke deres tilværelse op med rode og begynde en ny i Israel. Andre har haft et brændende ønske om at være med til at opbygge landet, men også begrænsninger for at leve et jødisk liv og senest terrorisme har haft betydning.
Den dansk-jødiske menighed har gennem årene bidraget godt til indvandringen til Israel. Årsagen har sjældent været diskrimination, men skal snarere findes i ønsket om at opretholde en jødisk identitet. Der er så få jøder i Danmark, at det kan være svært at finde en jødisk partner og leve et traditionelt jødisk liv. Hvis mulighederne yderligere begrænses af trusler mod grundsten i den jødiske identitet, som fx et forbud mod omskæring, kan navnlig unge jøder føle sig fristet til at forlade deres fædreland – og de vender ofte blikket mod Israel.
Aliyah er ikke et nyt begreb – den første indvandringsbølge fandt sted fra 1882, altså for næsten 130 år siden. Her er en kort tidstavle over indvandringsbølger til Israel
1882 – 1903: Den første indvandring til Palæstina udgjorde ca. 25.000 jøder navnlig fra Østeuropa. Det var folk, der ønskede at dyrke kollektivt landbrug og samtidig genopvække det jødiske folk ideologisk, nationalt og sprogligt.
1904 – 14: Den anden bølge af jødisk indvandring blev igangsat af pogromer i Rusland. Ca. 40.000 fortrinsvis socialistiske pionerer sluttede sig til landbrugskollektiverne.
1919 – 23: Efter 1. Verdenskrig ankom ca. 35.000 nye indvandrere til det britiske mandatområde i Palæstina. De deltog i grundlæggelsen af en fagforening for arbejderne, og oprettede kollektive landbrug, kibbutzerne, og kooperative landbrug, moshaverne.
1924 – 28: Den fjerde aliyah-bølge bragte cirka 67.000 jøder til landet. Denne gruppe var fortrinsvis fra middelklassen, og mange var på flugt fra antisemitismen i Polen. De bosatte sig i byerne, især i Tel Aviv, hvor de etablerede sig som småhandlende og erhvervsdrivende.
1929 – 39: Da de europæiske lande begyndte at lukke grænserne for jøder gennem det såkaldte 'white paper of 1939', forsøgte mange at redde livet ved at udvandre til Palæstina. Selv om englænderne forsøgte at stoppe det, lykkedes det ca. 250.000 jøder at komme til Palæstina.
1948 – 52: Næsten 700.000 jøder, hovedsagligt Holocaustoverlevende fra 42 lande, ankom i efterkrigsårene til det nyoprettede Israel. I de senere år har Israel modtaget flere grupper af immigranter, ikke mindst ca. 1 million fra det tidligere Sovjetunionen.
Etiopiske jøder er kommet til Israel i fire grupper mellem 1934 - 1999. I 1991 ankom ca 14.000 jøder fra Etiopien i en massiv israelsk redningsaktion.
Sideløbende med de større aliyahbølger har der været en stille strøm af jøder fra Vesten. I dag går fx stadig flere franske jøder på aliyah af frygt for terror og antisemitisme i hjemlandet.