Aktiv dødshjælp i jødedommen

Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham.

Sådan siger Moses til Israels børn, lige før han selv skal dø, og Moses’ ord sætter fingeren på en kerneværdi jødedommen – menneskelivets uendelige værd og ukrænkelige værdi.  

Livet som højeste moralske værdi
I jødedommen er det af højeste moralske værdi at bevare et liv og strengt forbudt at tage et liv. Denne grundtanke genfindes i ét af de vigtigste jødiske værker, Talmud, hvor der står: 

Den som tager et liv, må det betragtes som om, han ødelægger hele verden; og den som redder et liv, må det betragtes som om han redder hele verden.

Liv er helligt, mord og manddrab er forbudt. I Anden Samuels bog kan man også læse historien om en budbringer, der ankommer til Davids lejr efter en krig mod amalekitterne med nyheden om, at Kong Saul er død. David spørger budbringeren hvordan han ved, at Saul er død, hvortil budbringeren svarer: 

Jeg var tilfældigvis på Gilbias bjerg, og dér stod Saul og støttede sig til sit spyd, mens vognene og rytterne trængte ind på ham … så sagde han til mig: ’Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner or mine øjne’. Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve, når han først var faldet om.

Man kan sige, at budbringeren aktivt fremskyndede Kong Sauls død, hvilket David straffer ham for: 

Vi ser i denne historie og andre bibelske historier, at menneskeliv anses som helligt – mennesket er nemlig skabt i Guds billede og har en ukrænkelig værdi -, og at det anses som forkert at forkorte livet aktivt. Der er dog ingen pligt til aktivt at holde en person i live, som lider. 

Der findes i Talmud også en lille anekdote, der beskriver en situation med en form for aktiv dødshjælp. Rabbineren Yehuda HaNasi er alvorligt syg, og hans vismænd beder derfor om Guds barmhjertighed, så deres rabbiner ikke dør. Men Yehuda HaNasis tjenestepige er ikke enig i, at rabbineren skal fastholdes i sine lidelser. 

Da rabbineren Yehuda HaNasis tjenestepige så, hvor meget han led af sin tarmsygdom, sagde hun:  "Må det blive Guds vilje, at de øvre verdener pålægger deres vilje på de nedre verdener" 

Da vismændene nægter at stoppe deres bønner, tager tjenestepigen sagen i egen hånd og kaster en tung krukke ned fra taget. Krukken splintres i tusinde stykker. På grund af det høje brag, stopper vismændene med at bede i et kort øjeblik og Yehuda HaNasi dør. 

Hvad betyder det i den praktiske verden, når det kommer til forskellige former for dødshjælp?

I jødedommen anses aktiv dødshjælp som manddrab, som er forbudt ifølge jødisk lov (halacha). Der er ingen undtagelser til denne regel, og det gør ingen forskel hvorvidt personen selv har lyst til at dø. 

Passiv dødshjælp er derimod et lidt andet spørgsmål. Jødisk liv foreskriver, at man har en pligt til at bevare liv, og en læge bør gøre alt i sin magt for at rede en patient liv – selv hvis patienten ikke vil leve. Selvom lægen ikke må gøre noget aktivt for at frembringe døden, kan en rabbiner ud fra den enkelte situation vurderer, om lægen må fjerne de ting, der hindrer vedkommende i at dø, og derved passivt hjælpe den syge med at dø.