‘Jødeaktionen’ og flugten til Sverige

Optakten

Allerede i efteråret 1942 indledtes dog en aktion mod jøderne i Norge, hvilket førte til, at mere end 1/3 af de norske jøder blev deporteret, for de flestes vedkommende direkte til Auschwitz. Ud af 771 deporterede overlevede bare 34. I Danmark var det først efter samarbejdspolitikkens formelle ophør ved regeringens tilbagetræden den 29. august 1943, at der kom skred i nazisternes planer om en aktion mod jøderne.

Den 8. september sendte rigsbefuldmægtigede Werner Best et telegram til udenrigsministeriet i Berlin, hvori han henstillede til, at en aktion mod jøderne i Danmark burde finde sted under den undtagelsestilstand, der var blevet indført efter 29. august. I samme telegram tog han dog en del forbehold mod en aktion, idet han mente, at en aktion mod jøderne ville medføre stærke reaktioner i befolkningen. Ti dage senere kom der alligevel en ordre om, at en aktion skulle gennemføres i Danmark.

Den 31. august blev overretssagfører Arthur Henriques’ kontor i Nybrogade – han var sekretær for Troessamfundets repræsentantskab – udsat for et væbnet røveri af tre nazister, formentlig danske, der krævede ministerialbøgerne udleveret. Godt to uger efter, den 17. september, blev den jødiske menigheds kontorer i Ny Kongensgade ransaget af tyske nazister, der hentede bibliotekar Josef Fischer i Synagogen, for at han skulle udlevere menighedens medlemslister. Disse to episoder medførte selvsagt uroligheder i menigheden, men ledelsen lod sig berolige af direktør Svenningsen i Udenrigsministeriet, som stolede på, at Werner Best talte sandt, når han sagde, at der ikke var en aktion mod jøderne på vej. Alligevel begyndte der at versere rygter om en forestående aktion, og enkelte flygtede allerede på dette tidspunkt.

'Jødeaktionen'

Georg Ferdinand Duckwitz, skibsfartssagkyndig ved det tyske gesandtskab i Danmark, lækkede den 28. september – med Bests vidende – meddelelsen om, at en aktion ville finde sted natten til den 2. oktober til ledende danske socialdemokrater. Samme aften blev formanden for Det Mosaiske Troessamfund, C.B. Henriques, opsøgt af blandt andre Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der fortalte ham, at en aktion mod jøderne var under opsejling. Det tog nogen tid, før Henriques troede på, hvad de fortalte – han havde jo kort forinden fået at vide fra Udenrigsministeret, at der ingen aktion var i vente.

Den 29. august 1943 havde tyskerne taget godt 150 danske gidsler, som var blevet indsat i Horserødlejren og i Vestre Fængsel. Enkelte af de arresterede var jøder, deriblandt overrabbiner Max Friediger. Det var derfor rabbiner Marcus Melchior, der ledede morgengudstjenesten den 29. september og afbrød den med advarslen om, at en aktion ville finde sted få dage efter. Advarslen nåede i løbet af kort tid langt de fleste jøder i Danmark, og mange gik umiddelbart efter i skjul hos venner eller fremmede, mens de ventede på overfartsmulighed til Sverige. Andre søgte op mod den nordsjællandske kyst, for dér at få kontakt med fiskere og lave aftaler om at blive sejlet over Sundet. Flere børn blev gemt hos ikke-jødiske familier eller på børnehjem. Nogle fulgte efter en tid deres forældre til Sverige, andre forblev i skjul indtil befrielsen.

Aktionen mod jøderne fandt sted natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. I Københavnsområdet fandt arrestationerne sted om aftenen den 1. oktober, hvorimod størstedelen af arrestationerne på Fyn og i Jylland først fandt sted tidligt om morgenen den 2. oktober. Advarslen havde også nået Fyn og Jylland, hvorfra en del jøder nåede i sikkerhed. Den største gruppe jøder i provinsen var unge mennesker, der som del af Ungdoms-Alijah eller Hechaluz i slutningen af 1930’erne var kommet til Danmark fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. De skulle egentlig efter et år som landbrugselever være rejst videre til Palæstina, men verdenskrigen havde forhindret dem i det. Advarslen nåede ikke alle disse unge, og mange blev arresteret i de tidlige morgentimer den 2. oktober på de gårde, hvor de boede.

7000 flygtede

Fra sidst i september og i løbet af de første to-tre uger af oktober lykkedes det godt 7.000 mennesker at flygte til Sverige. Først en uge efter, at advarslen var blevet givet, formede der sig egentlige hjælpegrupper. Indtil da var det oftest de flygtende selv, der fandt villige fiskere til at sejle sig over, eller i visse tilfælde købte robåde til at krydse Øresund i. Efter dannelsen af hjælpegrupperne blev finansieringen af flugten mere organiseret. De flygtninge, der havde penge, betalte ofte ret store beløb, så ubemidlede flygtninge også kunne komme afsted. Desuden blev der blandt ikke-jøder indsamlet store pengebeløb, som også blev brugt til at betale udgifterne for de flygtninge, der ikke selv kunne finansiere flugten. Endvidere stod hjælpegrupperne for at finde skjulesteder. De havde kontakt med læger, der kunne bedøve de mindre børn, sådan at de ikke afslørede de flygtende med deres gråd, og de havde kontakt til mange skippere og organiserede flere gange større overfarter. For langt de fleste endte flugten lykkeligt, men overfarten og det pludselig at være på flugt var dramatisk nok i sig selv. Nogle måtte forsøge flere gange, før turen over Sundet lykkedes, da enkelte flygtningehjælpere og fiskere tog sig betalt uden at sørge for, at folk kom over. Der var mange forskellige ruter til Sverige, nogle af de bedst kendte udskibningssteder er Gilleleje, Snekkersten og Dragør.

I forbindelse med ”jødeaktionen” begik mindst 13 mennesker selvmord af frygt for deportation eller af desperation over at skulle flygte. Og ikke alle de flygtende nåede velbeholdne til Sverige. Enkelte både gik ned og mindst 21 mennesker druknede i forsøget på at komme over Øresund i de kolde oktobernætter. I ganske få tilfælde skød tyskerne under arrestationerne, hvilket medførte, at en kvinde på flugt og en flygtningehjælper mistede livet. En del jøder blev fanget under flugtforsøg, de fleste mens de ventede på land, nogle blev opdaget af tyskerne, andre blev stukket. En lille gruppe flygtninge blev arresteret på vandet, mindst én båd blev efterladt med flygtninge om bord i lavt vand, hvorefter skipperen listede af med, hvad de flygtende havde betalt. Den største gruppe flygtninge, der blev taget af Gestapo, blev fanget i Gilleleje natten mellem den 6. og 7. oktober, hvor de var gemt i menighedshuset og på kirkens loft. De jøder, der blev fanget under flugt, blev for de flestes vedkommende ført direkte til Horserødlejren vest for Helsingør, enkelte blev først ført til Vestre Fængsel. De, som var gift med ikke-jøder eller som havde en ikke-jødisk mor eller far, blev frigivet fra Horserød og undgik dermed deportation, og langt de fleste søgte derefter til Sverige.

Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane Fra ’Jødeaktionen’ i Danmark Oktober -43. København, 2010.